CPH vil have verdens største passagerfly
Denne kolos af en flyvemaskine – med sine 73 meter i længden og knap 80 meter i bredden – kræver plads. Derfor indhenter CPH i øjeblikket tilbud på at gøre en af lufthavnens to hovedbaner bredere, så den møder kravene til A380’eren. Det skal ske i forbindelse med den allerede planlagte renovering af de to hovedbaner.
”Expanding CPH” blev fremlagt i januar i år som visionen for, hvordan lufthavnen i løbet af de kommende to-tre årtier gradvist udbygges til at kunne betjene 40 mio. passagerer årligt. CPH runder i år for første gang de 25 mio. passagerer, som Transport-Tidendes Nyhedsbrev i sidste uge kunne fortælle.
Thomas Woldbye, administrerende direktør – Københavns Lufthavne:
- Foreløbig flyver de største, interkontinentale fly som Airbus A380 kun til verdens allerstørste hub-lufthavne. Men vores vurdering er, at der stadig er plads i markedet til at de vigtigste mellemstore hubs som København også kan komme på rutekortet, siger direktøren i en pressemeddelelse.
Renoveringen af hovedbanerne og udvidelsen af lufthavnens Finger C løber samlet op i en pris over 300 mio. kr., men selve forberedelsen til A380’eren udgør kun en mindre del af den pris, skriver CPH i en pressemeddelelse.
Airbus A380 har typisk plads til 500 passagerer.