Spar Nord tilbyder igen leasingfinansiering
I oktober måned ”genopstod” Spar Nord som en bank, der igen tilbyder leasingfinansiering. I 2011 solgte banken sin leasingafdeling Finans Nord til Jyske Finans, med den konkurrenceklausul at Spar Nord ikke måtte lave leasingvirksomhed til bankens kunder eller øvrige leasingkunder i tre år.
Nu er de tre år gået, og Spar Nord er med ansættelsen af fire nye kundechefer og fire salgsassistenter til bankens hovedsæde i Aalborg tilbage på leasingmarkedet under navnet Spar Nord Leasing.
- Vi oplevede, at der var en kraftig efterspørgsel blandt vores kunder efter leasingfinansiering, og fundingsituationen for banker i Danmark har ændret sig, hvilket gør, at leasingmarkedet er attraktivt for os. De to faktorer sammenholdt gjorde, at Spar Nord valgte at starte op igen, siger Jens Peter Madsen, der er direktør i Spar Nord Leasing.
Har brug for kollegaerne
Nu handler det så om, at få de gamle leasingkunder tilbage i folden, og skaffe nogle nye af slagsen. Og i løsningen af den opgave spiller bankens knap 70 filialer og 1.450 medarbejdere en stor rolle, fortæller Jens Peter Madsen:
- Et meget bredt udsnit af vores filialer har erhvervsafdelinger. Og vi har gjort en del ud af at markedsføre os internt ud i vores filialer og fortalt vores kollegaer, hvad vi kan tilbyde, og at vi er tilbage på banen, så de ved, hvem de skal tage fat i. Og de har været rigtig gode til at henvise kunderne til os, så vi ikke har behøvet at lave nær så meget opsøgende salgsarbejde, siger 54-årige Jens Peter Madsen, der har arbejdet i Spar Nords leasingafdeling siden 2007, og tilføjer, at det indtil nu er gået godt med at få nye kunder i leasingfolden.
En af Spar Nords nye kundechefer er Max Madsen, der med 17 års erfaring inden for finansiering af transportmateriel tager sig mest af bankens kunder i vognmandsbranchen.
- Vi skal være en rigtig vigtig samarbejdspartner med bankens filialer. De har jo også savnet os i de sidste tre år. De andre store banker i Danmark har et leasingselskab, og har kunnet henvise internt i deres organisationer. Det har vi ikke kunnet de sidste tre år, siger 46-årige Max Madsen, der oprindeligt er uddannet speditør.
Brug for mere materiel
I fremtiden vil Spar Nord Leasing fokusere på erhvervskunder og især lægge vægt på den personlige service, siger Max Madsen.
- Vi gør meget ud af de personlige relationer. Vi vil gerne ud og besøge kunden og få et indblik i hans hverdag, siger Max Madsen og tilføjer, at transportafdelingen primært henvender sig til små og mellemstore vognmænd.
- Vi bygger selvfølgelig meget af vores kreditvurdering på regnskaber. Men vi gør særligt meget ud af udstyrsvurdering og branchekendskab. For det er ikke altid sådan, at det kun er virksomhedens tørre tal, der viser, hvad virksomheden bedriver i dagligdagen, siger kundechefen.
- Jeg plejer at sige, at vi i princippet kan finansiere alt, der har et stelnummer. Vi har forstand på det meste inden for transport. Vi ved en hel masse om standardudstyr, og vi kender priserne og rytmerne i branchen, siger han.