Pirater får erstatning
Ni formodede pirater fra Somalia, der forsøgte at kapre det danske fragtskib Torm Kansas i november 2013, har fået erstatning fra den danske stat.
Hver har fået 19.600 kroner i erstatning for uberettiget at have været tilbageholdt i for lang tid, inden de kom for en dommer, skriver Ritzau.
Først den 23. november, blev de varetægtsfængslet in absentia ved et grundlovsforhør i Københavns Byret. Fem dage efter gav Østre Landsret forsvareren medhold i, at der var sket en væsentlig tilsidesættelse af fundamental retssikkerhed.
I grundloven står, at en borger højst må være frihedsberøvet i 24 timer, før han stilles for en dommer. På det tidspunkt havde de ni siddet tilfangetaget på Esbern Snare i 13 dage. Anklagemyndigheden opgav at føre sag mod piraterne ved en dansk domstol.