23948sdkhjf

- Vi vil sikre en ren og konkurrencedygtig skibsfart

Kommentar af miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og administrerende direktør Anne H. Steffensen, Danmarks Rederiforening:

- Vi arbejder for, at EU vedtager et generelt krav om skærpet kontrol med skibes brændstof, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og administrerende direktør i Danmarks Rederiforening Anne H. Steffensen i et fælles indlæg i Berlingske mandag 8. december 2014.

Skibstrafikken uden for Danmarks kyster bidrager stadig mere til luftforureningen på land. Derfor har Danmark presset på internationalt for at stramme reglerne for svovludledning fra skibe.

De nye regler kan betyde en ekstra udgift på knapt 600.000 kroner på blot en enkelt sejlads. Så hvis de nye skrappe krav ikke bliver fulgt op med effektiv kontrol, kan svage sjæle fristes til at sejle videre som før til skade for både miljø og de lovlydige rederier. Det må ikke ske. Vi må og skal sørge for, at skibene bliver kontrolleret – både i dansk og internationalt farvand. Fra dansk side arbejder vi nemlig for både en ren og konkurrencedygtig skibsfart.

Derfor lyder beskeden herfra: Vi holder et vågent øje med jer og slår ned med hård hånd, hvis I vælger at bryde reglerne. Danske rederier gør en stor indsats for at være klar til de nye regler, og de skal naturligvis ikke straffes for at være lovlydige.

Fra dansk side vil Miljøministeriet udbyde kontrakter for overvågning af de skibe, der sejler gennem dansk farvand. Kontrollen vil både være fra vores store broer og fra luften.

Men dansk enegang vil ikke nytte det store. Mange skibe sejler jo blot gennem dansk farvand uden at lægge til i dansk havn. Derfor er det vigtigt med internationalt samarbejde – blandt både miljømyndighederne og rederierne – for at stoppe svovlslynglerne.

Vi arbejder for, at EU vedtager et generelt krav om skærpet kontrol med skibes brændstof. Miljøministeren har skrevet til sine kollegaer rundt om Østersøen og Nordsøen og opfordret dem kraftigt til at styrke deres overvågning, og Rederiforeningen arbejder for at sikre fælles fodslag i de internationale rederiorganisationer. Flere danske rederier er også aktive i en international sammenslutning af rederier– Trident Alliance – som sætter fokus på de negative konsekvenser ved manglende overholdelse af reglerne.

Ved den fælles indsats kan vi sikre en effektiv håndhævelse i Danmark og internationalt, så lovlydige rederier ikke straffes for at være miljøvenlige, og den kommende stramning får den ønskede effekt. Det er nødvendigt, hvis der skal være mindre svovl og færre partikler i luften, vi trækker ned i vores lunger.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078