23948sdkhjf

Somaliske pirater får erstatning

Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg pålægger Frankrig at betale erstatning.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har pålagt Frankrig at betale en erstatning på mellem 2.000 og 5.000 euro til ni somaliske pirater.

 Det sker med henvisning til, at Frankrig var for lang tid om at stille piraterne for en dommer efter ankomsten til landet.

De ni pirater angreb i 2008 to franske skibe, et krydstogtskib og en lystyacht, og tog flere gidsler. Piraterne fik udbetalt en løsesum på sammenlagt 4,1 millioner dollar for at frigive gidslerne, men blev efterfølgende taget til fange af franske elitesoldater, der slog til mod piraterne ved to aktioner på somalisk jord.

Efter tilfangetagelsen blev piraterne efter nogle dage transporteret videre til Frankrig, men her gik der 48 timer, inden de blev stillet for en dommer. Menneskerettighedsdomstolen slår nu fast, at piraterne skulle være stillet for en dommer straks ved ankomsten til Frankrig, og ikke først efter 48 timer.

De 48 timer bliver dermed særdeles indbringende for somalierne, idet den gennemsnitlige årsindkomst for somaliere ligger på omkring 500 euro.

En anden følge af dommen er, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol indirekte slår fast, at Frankrig havde ret til at slå til mod piraterne på somalisk jord.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063