Varme pendlerdrømme i kulden
Det blev tidligt jul for trafikpendlerne mellem Aarhus og Silkeborg, for allerede den 1. december lå den første store gave under træet: Motorvejsstrækningen mellem Hårup og Låsby, der ifølge Vejdirektoratets beregninger vil kunne spare pendlerne for 10 minutters kørsel hver vej.
Velbesøgt åbning
Mange lokale havde benyttet sig af tilbuddet om varme pølser og motorvejsåbning, da Vejdirektoratet den 1. december åbnede den 11 kilometer lange motorvejsstrækning mellem landsbyerne Hårup og Låsby.
Derfor var strækningens kommende rasteplads, Sønderskov, da også fyldt til bristepunktet af flere hundrede mennesker, der på trods af stærk blæst og bidende kulde ikke ville gå glip af muligheden for at se transportminister Magnus Heunicke klippe snoren til en ny, hurtigere strækning i området omkring landsbyerne Mollerup, Hårup og Linå, der i de sidste par år har været plaget af tunge trafikstrømme.
Motorvejsstykket er en del af Vejdirektoratets nye motorvej, der, alt efter hvor på ruten man befinder sig, enten hedder Herning- eller Silkeborg-motorvejen. Strækningen Hårup-Låsby er en del af Silkeborgmotorvejen, og derfor var ministeren flankeret af Silkeborg-borgmester Steen Vindum og viceborgmester i Skanderborg Frank W. Damgaard til at assistere med den officielle indvielse.
Og alle tre politikere var fulde af begejstring over det nye motorvejsstykke, der forventes at vil spare de pendlertrafikanter, der benytter sig af den, for 10 minutters transporttid på strækningen mellem Aarhus og Silkeborg. Yderligere fordi strækningen også åbner op for store attraktive erhvervsområder langs motorvej mellem to større danske byer – Aarhus og Silkeborg - som især blandt andet industri-, produktions- og transportvirksomheder kan komme til at drage nytte af.
Vil gavne transportplanlægning
I et interview med Danmarks Transport-Tidende fortalte transportminister Magnus Heunicke ved åbningsarrangementet, at det nye motorvejsstykke især gavner det store vækstpotentiale, han kan få øje på i Midtjylland:
- Der er masser af virksomheder, der ligger på strækningerne mellem især Aarhus og Silkeborg, men også videre imod Herning og Holstebro. Og det betyder selvfølgelig noget at få forbundet de områder, når man skal planlægge sin lastbilkørsel. Jeg har selv siddet i lastbil og forsøgt at få køre- og hviletid til at gå op. Det er ikke nemt – især ikke når der er kø, og det er på dårlige veje igennem landsbyer. Her kommer vi uden om landsbyerne og ud på motorvej, og jeg er sikker på, at den her investering vil medvirke til vækst i samfundet, sagde Magnus Heunicke.
De sidste 18 kilometer af Herning-/Silkeborg-motorvejen fra Hårup - ind igennem Silkeborg - og videre til Funder forventes klar til brug inden 2017.
Vejdirektoratet forventer, at den nye motorvejstrækning vil betjene op imod 20.000 trafikanter dagligt.