Norge kan rammes af lufthavnsstrejke
I dag er der risiko for, at 860 lufthavnsansatte i Norge hos selskaberne SAS og Widerøe vil strejke. Det erfarer Standby.dk.
Det er uenighed om en ny overenskomst i Norge mellem ansatte organiseret i LFF, Luftfartens Funksjonærforening, og arbejdsgiverforeningen NHO Luftfart, der i dag kan udløse strejken. LFF-medlemmerne forkastede nemlig ved en urafstemning for nylig den aftale, fagforeningen havde forhandlet sig frem til.
LFF har varslet, at den vil tage 860 medlemmer ud i en strejke. Medlemmer, der primært arbejder ved check-in skranker og på billetkontorer.
Ifølge NRK.no udtaler SAS, at man ikke forventer, at en mulig strejke vil få ”alvorlige følger”, da Widerøe kan bruge personale, der ikke er organiseret i LFF.