Uno-X: Nyt dieselanlæg i Ringsted
Energiselskabet Uno-X har netop åbnet et nyt stort dieselservice-anlæg for lastvogne på Balstrupvej 91 i Ringsted.
Det nye anlæg er områdets eneste af slagsen med Adblue. Gode tilkørselsforhold for store lastbiler har fået første prioritet i planlægningen af det nye anlæg.
- Med Vestmotorvejen og Roskildevej helt tæt på er det en optimal placering. Vi har arbejdet rigtig meget med tilkørselsforholdene, så det bliver let og tilgængeligt, uanset om der er flere vogne, og hvad enten det er nat eller dag. Jeg ser frem til at følge stationens udvikling, siger Ole Ottosen, salgschef hos Uno-X Energi.
Udvikling og sikkerhed
Anlægget i Ringsted er både en del af den større efterspørgsel, som Uno-X mærker i disse år samt et skarpere fokus på sikkerhed.
- Anlægget i Ringsted er endnu et skridt i vores løbende proces med at udvide og styrke netværket. Vores øgede fokus på sikkerhed for transportbranchen, især i forhold til dieseltyverier, har givet os endnu flere kunder og henvendelser. Balstrupvej er en rigtig vigtig åbning for os, fordi vi både kan imødekomme efterspørgslen og udvide vores landsdækkende netværk, siger Claus Gottlieb, direktør i Uno-X Energi.
Han fortsætter:
- Sidste år lancerede vi eksempelvis et 2-kort system, efter at det kom frem, at op til seks procent af det samlede dieselforbrug hos de danske erhvervsvirksomheder var fra stjålne kort. Systemet sikrer kort forklaret, at tyvene ikke kan købe diesel på et Uno-X dieselkort stjålet fra vognen. For at tanke diesel skal chaufføren med vores system nemlig være i besiddelse af både et vognkort og et personligt chaufførkort med en pinkode.
Uno-X har tidligere indført flere initiativer, der øger dieselsikkerheden og imødegår de stadigt mere udspekulerede dieseltyve. Blandt andet købsmax og kort der kun er åbne i begrænset tid samt kilometeralarm, der opdager, hvis ”skjulte” dieseltyverier finder sted. Disse nye initiativer giver større efterspørgsel og flere kunder, en af grundene til at selskabet nu har åbnet i Ringsted.