Billigere gods til de danske øer
Det bliver billigere at sejle gods til og fra Bornholm, Læsø, Samsø og Ærø.
Politikerne er blevet enige om fordelingen af de millioner, der er sat af til lavere færgetakster for godstransport til en række øer.
Af de 50 millioner, der er afsat næste år, går de 40 millioner kroner til Bornholm, oplyser Venstres folketingsmedlem, Flemming Damgaard Larsen.
Ifølge det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Bornholm Jacob Lund, så vil det betyde, at der ydes støtte til at nedsætte selve godstaksterne med 80 procent.
Det bliver dog formentlig først fra juni 2015, at erhvervslivet oplever billigere priser på godstransport til og fra øerne.