80-årig får ny trailer
Vognmandsfirmaet Olaf Jensen A/S i Svinninge, grundlagt af Olaf Jensen i 1934, har modtaget en ny 4-akslet Kel-Berg / Knapen – trailer med rullende gulv, en såkaldt walking-floor trailer.
Den nye trailer er opbygget på et selvbærende stålchassis med kongeboltkonstruktion i kraftig stålprofil. En aluminiums-hjælperamme kombineret med en selvbærende konstruktion giver mindre egenvægt og større volumen.
Traileren er udstyret med fire stærke ni-tons BPW-aksler, tromlebremser og luftaffjedring, der tillader en totalvægt på 42 tons. 1. aksel kan hæves, mens 4. aksel er selvstyrende.
Bunden er et Cargo Floor CF 500 SL-C system med otte mm. glat aluminiumsdørk med CF-fjernbetjening i venstre side. I front er der monteret en én meter høj luftbro med trin i højre og venstre side.
Bagtil er der monteret en 3-trins stige og beslag til kost og plastværktøjskasse i venstre side foran akslerne – samt en rullepresenning øverst.
I dag ledes familiefirmaet Olaf Jensen af 3. generation, og firmaet udfører primært indenrigskørsel.
Den nye trailer er leveret af Jacob Jørgensen, Lastas i Hedensted.