Betinget fængsel og millionbøde til trailerforhandler
En 69-årig trailerforhandler er sammen med to kvinder på henholdsvis 60 og 33 år kendt skyldige i momssvig af særlig grov karakter i peroden 2006-2014 af en enig domsmandsret ved Retten i Kolding.
Det skriver lastbilmagasinet.dk med Sydøstjyllands Politi som kilde.
Den 69-årige mand er idømt to år og ni måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år, samt en tillægsbøde på 11.550.000 kroner. Han skal desuden betale et lignende beløb til SKAT. Byretten har samtidig fradømt ham retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Retten fandt også, at den 69-årige har overtrådt våbenloven, da han opbevarede et haglgevær på sin bopæl uden at være i besiddelse af den fornødne tilladelse.
Den forsætlige momssvig er foretaget i forbindelse med driften af virksomhederne HRD Skandinavia Paulen & Søn ApS, Danson ApS, Dan-Son Trailer og JP Trailer S.M.B.A.
Den 60-årige kvinde blev dømt til betinget fængsel i et år og seks måneder med to års prøvetid. Kvinden fik endvidere en tillægsbøde på 5,5 millioner kr. og skal betale nogenlunde det samme beløb til SKAT.
Den 33-årige kvinde blev idømt betinget fængsel i et år og tre måneder samt 120 timers samfundstjeneste. Den 33-årige kvinde blev desuden idømt en tillægsbøde på 2.975.000 kr., og hun skal betale lige under tre millioner til SKAT.
De tre dømte kommer alle fra Fredericia.
Politiet har i forbindelse med sagen beslaglagt kontante indeståender, samt andre aktiver. Retten har endnu ikke truffet afgørelse om denne del af sagen.
Ingen af de tre tiltalte var til stede i retten, da dommen blev læst op.