Vedhæng til standardtraileren
Efter længere tids dialog åbner Trafikstyrelsen nu op for at tillade medbringertruck på standardtrailere og vogntog.
Det oplyser ITD, der sammen med DI Transport har været bannerførere i arbejdet for at få tilladelse til at køre med medbringertruck.
ITD og DI Transport betegner Trafikstyrelsens beslutning som et vigtigt skridt i at højne produktiviteten hos transportvirksomhederne.
DI Transport og ITD foreslog sidste år i regelforenklingsgruppen under Trafikstyrelsen at arbejde på at tillade op til 1,5 meter længere vogntog monteret med medbringertruck. Muligheden for at køre med standard vogntog med udhængende truck over 16,5 / 18,75 m har været gældende i lande som Tyskland, Holland, Sverige i længere tid, og nu ser det endeligt ud til, at det også bliver en mulighed på de danske veje.
- Udmeldingen fra Trafikstyrelsen er et vigtigt skridt for de danske vognmænd og transportbranchen. Det giver vores medlemmer nogle nye muligheder for at planlægge og effektivisere deres arbejde i hverdagen uden at skulle gå på kompromis med mængden af gods. Derfor glæder vi os også over, at dialogen med Trafikstyrelsen har båret frugt, siger Jørn-Henrik Carstens, chefkonsulent i ITD, og henviser til, at man er stillet i udsigt, at Trafikstyrelsen leverer et udkast til ændring af reglerne i indeværende år
I Danmark har det til nu været praksis at korte sættevogne og vogntog op, for at holde sig inden for de 16,5 / 18,75 meter, der har været reglen, hvis man ønskede medbringertruck med. Det har affødt problemer med mindre læsseflade, og desuden er køretøjerne vanskeligere at sælge som brugt. Men med de nye regler vil der være mere plads til gods end tidligere. Ifølge DI Transport, som har arbejdet tæt sammen med ITD på at ændre de nuværende regler, vil den udvidede mulighed for at køre med medbringertruck også betyde, at produktiviteten øges.
- Det giver sig selv, at man med de nye regler kan øge produktiviteten i transportvirksomhedernes arbejde. Med de nye regler kan vi sikre en langt større grad af fleksibilitet i det daglige arbejde, og det vil være til gunst for den enkelte virksomhed og de virksomheder, som er afhængige af at få produkter leveret og sendt af sted, siger Rune Noack, chefkonsulent i DI Transport.
Trafikstyrelsen ønsker bl.a. grundet sikkerhed, at reglerne kommer til at gælde for al kørsel med medbringertruck herunder også opkortede sættevogne. Derfor vil det være nødvendigt at notificere reglerne over for EU og desuden sende regelsættet i national høring. Man ønsker fra Trafikstyrelsens side i videst muligt omfang at lade reglerne gælde for allerede registrerede køretøjer. Det skal dog først undersøges, hvordan det rammer bestående køretøjer, før overgangsbestemmelserne fastlægges.