23948sdkhjf

ITD: Mangelfuld og symbolsk finanslov

Partierne bag finansloven glemmer det vigtigste – nye vækstskabende tiltag for transporterhvervet, melder brancheorganisationen.

Der er ikke sparet på symbolpolitikken i aftalen for næste års finanslov i forhold til transportområdet, lyder det i en aktuel kommentar fra brancheorganisationen ITD.

Aftaleparterne S, R, SF og Ø øger med aftalen deres fokus på social dumping og fastholder beskyldninger om fifleri i transportbranchen. Men i forbifarten glemmer de det vigtigste – nye vækstskabende tiltag for transporterhvervet, lyder det fra ITD.

Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør for ITD:

- Gode forhold for chauffører og vognmænd på de danske og internationale veje er helt centralt for at kunne drive en moderne og seriøs transportvirksomhed. Men vi mangler de fremadrettede og løsningsorienterede initiativer i denne finanslov.

Den finanslov, som aftaleparterne har fremlagt, indeholder på vejtransportens område et massivt fokus på social dumping. Spørgsmålet der står tilbage er, hvor meget nyskabende er der egentligt i aftalen på denne front, spørger ITD.

- En bebudet præcisering af Godskørselsloven svarer til at sparke en åben dør ind, hvis vi skal holde os i symbolikkens verden. Reglerne er allerede sådan, at vikarer, der kører i Danmark, skal have en løn, der svarer til dansk overenskomst. Derfor opfatter vi denne ændring mest som valgkampsbuldren. En mulig indskærpelse af, at chauffører skal være ansat i samme selskab, som lastbilen er indregistreret i, lyder til gengæld problematisk og umiddelbart som stridende imod EU’s regler. Her afventer vi med interesse mere konkrete beskrivelser, fortsætter Jacob Chr. Nielsen.

Regeringen og de andre aftalepartnere vælger endnu engang at øge kontrolindsatsen i forhold til udenlandske lastbilers cabotagekørsel. I de senere år er denne indsats gradvist øget, men politiet finder kun overtrædelser i 3-4 procent af de kontrollerede køretøjer. Heraf drejer langt de fleste sig om forkert udfyldte papirer.

Jacob Chr. Nielsen:

- Generelt fyger det gennem luften med beskyldninger mod erhvervet om fiflerier og snyd. Særligt imod udlændinge som jo er nemmest at skyde på. Vi er varme tilhængere af en effektiv kontrol. Men man skal passe meget på med at mistænkeliggøre og kriminalisere et erhverv som godstransportsektoren ud fra følelser og fornemmelser. Det kommer der sjældent effektive løsninger ud af.

Direktøren peger på, at branchens fælles organ – Vejtransportrådet - barsler med en række analyser, som kan sikre, at diskussionen fremover kan ske på et faktabaseret grundlag.

- Vi har brug for et reelt billede af lovovertrædelser og af den aktuelle markedsudvikling. Lige nu bærer det hele lidt for meget præg af fordomme og myter, og det skader branchens image, og det skal vi have ændret, tilføjer Jacob Chr. Nielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062