23948sdkhjf

Ny fond afviser kædeansvar

En ny fond betalt af erhvervslivet skal sikre EU-borgere mod at blive snydt for løn. Det skriver Børsen i en artikel tirsdag.

En ny fond betalt af erhvervslivet skal sikre EU-borgere mod at blive snydt for løn. Det skriver Børsen i en artikel tirsdag.

Forslaget, der støttes af DA og LO, afviser samtidig kædeansvar som en løsning. Et positivt tiltag lyder det fra ITD, der ser interessante ting i forslaget.

Grundtanken i den nye fond er, at hvis et firma med udenlandske medarbejdere udstationeret i Danmark for fremtiden stikker af fra lønregningen eller går konkurs, skal en ny fond træde til og sikre medarbejdernes løn. Det betyder, at der oprettes en fond i lighed med Lønmodtagernes Garantifond for udenlandske arbejdere. En udbetaling kræver, at virksomheden bliver dømt i Arbejdsretten eller ved en faglig voldgift.

Fonden skal ifølge forslaget finansieres gennem bidrag fra alle virksomheder i Danmark og udenlandske virksomheder, der har medarbejdere udstationeret i Danmark. Forslaget støttes af både Dansk Arbejdsgiverforening og LO og spås derfor gode chancer for at blive en realitet for hele det danske arbejdsmarked.

- Det er et konstruktivt indspark. Vi er enige i afsættet og formålet, og vi er parate til at gå i drøftelse med LO og regeringen om forslaget, siger Jørn Neergaard Larsen, adm. direktør i DA til Børsen og bakkes op af de andre parter.

Afvisning af kædeansvar

Forslaget afviser samtidig, at virksomheder ved lov pålægges ansvar for deres underleverandørers gøren og laden – det såkaldte kædeansvar.

- En udvikling af den karakter ville være det samme som at påbegynde en afvikling af den danske model, som vi kender den i dag. Det ville være en udtynding af arbejdsmarkedets parters rolle for ansvarstagningen på det danske arbejdsmarked, siger Jørn Neergaard Larsen.

Han bakkes op af beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).

Interessant for godstransporten

Også brancheorganisationen ITD ser interessante elementer for transportsektoren i de dele af forslaget, som har været fremme.

- Det er klart at en model som denne, hvis den bliver brugt rigtigt, kan være interessant for vores medlemmer i godstransportsektoren også. En fondsløsning som denne betyder, at vi kan komme ud af det negative greb, som debatten om 'social dumping' har holdt transportsektoren fast i de seneste år. Med fonden kan vi fokusere på at få godstransporten frem i lyset igen og overlade det til domstolene at afgøre, om der er nogen der overtræder reglerne, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. direktør i ITD, som understreger at DA’s og LO’s tanker flugter fint med det etiske regelsæt som ITD selv har indført for sine medlemmer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062