23948sdkhjf

Lettere færger - flere lastbiler

Gedser-Rostock: Næste år indsætter Scandlines nye ombyggede hybridfærger med væsentlig forbedret service

Sagt lidt i spøg, så glider H.C. Andersens eventyr Den grimme Ælling stille forbi det indre blik, mens historien om de kommende nye - ombyggede - Scandlines-færger på ruten Gedser-Rostock sejler videre mod deres første afgang næste år.

Kommende afgange hvor de danske vognmænd kan glæde sig over, at færgernes kapacitet på lastbiler / trailere stiger fra 38 til 96 styk pr. færge – eller til 460 personbiler mod de nuværende 210 på de godt tre årtier gamle færger Kronprins Frederik og Prins Joachim. Passagertallet stiger tilsvarende fra 977 til 1300 pr. overfart.

De nye agterdæk giver desuden plads til fire lastbiler med farligt gods.

Lastbil-tryk

Dermed lysner det for de vognmænd, der er med til at sætte ekstra tryk på rutens lastbiltrafik, der typisk topper i nordlig retning mellem søndag og mandag og i sydlig retning mellem torsdag og fredag.

Danmarks Transport-Tidende har netop besøgt det danske værft Fayard i Lindø Industripark – det tidligere Odense Stålskibsværft ved Munkebo nord for Odense, hvor omkring 500 dygtige danske skibsbyggere, svejsere og andre håndværkere netop nu arbejder på at ombygge de to færger.

Håndværkerne ombygger færgerne, fordi deres første produktionssted, et tysk værft i Stralsund, gik konkurs undervejs i den oprindelige byggeproces, der i øvrigt blev overskygget af usædvanlig tysk byggesjusk. Resultatet var blandt andet for tunge og ustabile færger.

Nu er kursen imidlertid sat mod en opgradering til høj og sødygtig dansk standard, efter at de to ufærdige skibsskrog, som Scandlines overtog i marts 2014 ankom til værftet Fayard i maj.

Lige så snart det første skib var slæbt til værftets kaj, gik Fayards ansatte i gang med det komplekse arbejde. Begge færger lettes hver for cirka 2000 tons metal og andet materiale, primært i overbygningen. Herefter monteres der en anden opbygning, der betyder, at færgerne hver lettes for cirka 700 tons vægt, så de med maksimal lasteevne kan besejle det lave vand omkring Gedser.

Ombygning inkluderer

Det øverste 8. og 9. dæk fjernes helt sammen med skorstenen. Størstedelen af 7. dæk med broen fjernes, hvorefter dækket forkortes med 10 - 15 meter. Et nyt og mindre 8. dæk med skorsten og bro i aluminium bygges op, ny landingsplads til helikopter og master med alt nødvendigt udstyr monteres.

Hoveddieselgenerator fjernes og Scandlines’ banebrydende hybridsystem installeres sammen med en såkaldt scrubber, der reducerer udledningsgasser som svovl og partikler med mindst 90 procent. Nyt interiør og tekniske installationer monteres på 7. og 8. dæk - så vidt muligt i letvægtsmaterialer. Hertil kommer et nyt varme-, ventilations- og airconditionanlæg samt komplet ny kabelføring, nu fra Siemens, da denne også oprindeligt var udført forkert.

De nye færger erstatter de 34 år gamle M/F Kronprins Frederik og M/F Prins Joachim. Efterfølgerne, der ikke er døbt endnu, er specielt designet til ruten og tilbyder altså betydeligt mere plads ombord.

Grønnere hybrid

Med ombygningen opgraderer Scandlines også færgernes miljøvenlige profil. Således klares fremdrift og styring af kvalitetsgrej fra Rolls-Royce i form af diesel- og elanlæg samt generatorer. Færgerne udstyres således med Scandlines’ banebrydende og præmierede hybridsystem, der, kombineret med en scrubber, reducerer udledningsgasser som svovl og partikler med mindst 90 procent.

Sejltiden på en time og 45 minutter mellem Gedser og Rostock skyldes blandt andet det lave vand i området. Med 18 meter mellem havbund og skib er den maksimale hastighed 18 knob. På dybere vand er farten 22 knob.

Apropos fart. Hvert sekund tæller i løbet af overfarten, for at sejltiden kan holdes. Derfor er målet, at færgerne kan læsse og losse biler og passagerer på blot 15 minutter i hver havn. Et mål der igen sætter krav til, hvor hurtigt eksempelvis færgernes porte åbner og lukker.

Store elevatorer

For at kunne håndtere passagererne tilsvarende hurtigt, også den store kundegruppe af ældre turister, indrettes der som noget nyt to store elevatorer på hver færge, elevatorer der hver rummer 15 personer.

Værftet Blohm+Voss i Hamburg udfører det grundigt tegnings- og dokumentationsarbejde forud for selve ombygningen i Munkebo. At Scandlines netop vælger Fayard som værft skyldes blandt andet, at de to parter har samarbejdet gennem 35 år.

Scandlines er grundlagt i 1998 og et af Europas største færgerederier. I 2013 transporterede selskabet 11 millioner passagerer, 2,5 millioner personbiler og 0,7 millioner fragtenheder på rederiets ruter Rødby-Puttgarden, Gedser-Rostock og Helsingør-Helsingborg.

Færge-fakta

Lastbiler parkeres nederst, busser og personbiler øverst.

Baderum til lastbilchauffører.

Længde 169,5 meter, bredde 24,8 meter, dybgang 5,5 meter.

Fire hovedmaskiner og batteripakke yder hver 4500 kw, svarende til 6120 hk.

Fire scrubbere renser udstødning for skadelige partikler som svovl.

Interiør designes af det franske arkitektfirma AIA, der bl.a. også har designet færgen Schleswig-Holstein.

Flere toiletter, 38, næsten dobbelt i forhold til nu. Alle m/k-toiletter der nedsætter ventetid.

Farver afgrænser områder ombord.

Stor fokus på energibesparelse, bl.a. via LED-belysning næsten overalt, undtagen maskinrum og farligt gods-dæk.

Pris ca. 1 mia. kr. for begge færger – ca. det samme som oprindeligt budgetteret.

Tid på ombygning 12 til 16 måneder. Færgerne ankom til værft 17. juli og 3. august.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078