Diplomoverrækkelse i Danske Speditører
Brancheorganisationen fejrede dem som var blevet færdige med enten Eksamineret Speditør eller Tolddiplomuddannelsen med en reception på Børsen.
Lene Espersen fra Det Konservative Folkeparti var hovedtaler, og hun gav hyldest og anerkendelse til de fremmødte ”elever”. Lene pointerede i sin tale, at Danmark er en handelsnation, og at speditørerne er en meget vigtig del af denne og af Danmarks fremtidige vækst. Hun lagde ikke skjul på, at hun er imponeret over den arbejdsindsats de studerende har lagt for dagen.
Opruster på uddannelse
Danske Speditører (DASP) har pr. 1. oktober indgået samarbejde med henholdssvis Bureau Veritas og Bosholdt Kurser.
- Baggrunden for at indgå i disse to samarbejder er, at vi ønsker at øge udbuddet af faglige relevante kvalitetskurser for vores medlemmer. Bureau Veritas tilbyder et bredt udbud af lovpligtige kurser indenfor transportområdet. Dette være sig indenfor sø (IMDG), vejtransport (ADR) og luft (IATA) Vi har fået en samarbejdsaftale som er yderst favorabel for medlemmer af Danske Speditører. Bosholdt kurser er markedsledende indenfor Office kurser, fortæller uddannelseschef Jakob Størling, DASP.
- Vi har i første omgang indgået en aftale som drejer sig om Excel webinarer på både begynder- og øvet niveau. Dette har længe været et ønske blandt vores medlemmer, og vi er rigtig glade for nu også at tilbyde denne mulighed.
Speditørskolens hjemmeside har 1. oktober 2014 fået en ny iklædning i forbindelse med indførelsen af et nyt kursussystem, der forbedrer kommunikationen til skolens stunderende.