Efter de seneste kommissærkandidat-høringer står det klart, at Juncker-Kommissionen ikke alene indfører et nyt hierarki blandt kommisærer, men også et nyt arbejdsfokus.

Den tidligere formand for Europa-Kommissionen, Jose Manuel Barroso, er igennem hans ti år på posten blevet bredt kritiseret for mangel på visioner. De sydlige lande mener ikke, at Barroso gjorde nok under finanskrisen og kun kom frem med et kludetæppe af nationale redningsplaner, alt imens en voksende EU-skepsis udfoldede sig i den nordlige del af EU, hvor Kommissionen blev kritiseret for at overgå dets mandat ift. Subsidiaritetsprincippet – altså nærhedsprincippet.

Måske skulle Barroso havde ladet sig inspirere af Bill Cosby som sagde “I don't know the key to success, but the key to failure is trying to please everybody”. Han vil formentlig blive husket som en behagelig fyr, men næppe som en stærk EU-formand.

Hans afløser Jean-Claude Juncker viser fra start en anden tilgang.

Han er langt fra at være alle medlemslandenes favoritkandidat, hvilket faktisk er et godt tegn. Han blev også hurtigt sat under pres af både Frankrig og Storbritannien, hvilket han overkom elegant ved at give begge landenes kommissærer ansvaret for hver deres sag, som uden tvivl vil være sværest for dem at ”sælge” nationalt.

Kommissær-høringerne har bevist, at alle kandidaterne har fået samme opgave: EU skal ud af krisen, og det sker ved vækst, øget beskæftigelse og de rigtige investeringer.

Violeta Bulc, den kommende transportkommissær, nævnte gentagne gange under sin høring, at sektorer såsom maritim transport har nydt en utrolig vækst i Europa i det seneste årti, men bidrager ikke nok til beskæftigelse, især af unge og af kvinder.

Juncker har desuden selv været ude med grovfilen og nævnt skibsejere i samme kategori som børsspekulanter. Som så ofte bliver hele industrien desværre påvirket af det negative omdømme, mindre dele af sektoren har.

På EU-plan vil maritim transport fortsat være under et kæmpe miljølovgivningspres. Men herudover vil de kommende fem år også øge fokus på rederiernes rolle på det sociale og beskæftigelsesmæssige område.

Den sociale dialog, altså samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter, vil uden tvivl være nøglen her. Vi kan derfor kun glæde os over, at Kommissionen gang på gang har fremhævet netop vores sektordialog som et eksempel på godt og konstruktivt samarbejde på EU-niveau.

Bulc og Juncker vil også sikre, at EU-investeringer for eksempel i infrastruktur med TEN-T programme) leverer, hvilket ikke var tilfældet med det konkurrenceforvridende og kortsigtede Marco Polo-program. Det er nu nedlagt og transportkommissær Bulc har gjort det meget klart, at EU kræver en ”return on investment” på sine fremtidige støttemidler.

Den nye transportkommissær vil de kommende fem år skulle balancere EU’s stærke ambitioner på shipping med det, vi kan kalde ”dobbelt-subsidiaritetsprincippet”; at nogle ting håndteres bedst på nationalplan (såsom arbejdsretlige forhold) og andre ting bedst på international plan (fx på miljø- og klimafronten).

Bulc og Juncker skal i den grad operere i gråzonen mellem det nationale og internationale. En zone som er voksende, og hvor man ikke skal undervurdere EU’s kapacitet og ambition til at få vigtige sager på alles dagsorden.