Ingen økonomi i Nicaragua-kanal
Det vil koste omkring 100 milliarder dollar at bygge Nicaraguakanalen, vurderer eksperter.
Fra et økonomisk perspektiv er det ikke bæredygtigt, fremhæver kritikerne, som ikke mener, at der er gods nok til at betale for sådan et projekt.
-Der er ikke noget gods, der kan betale for sådan en type investering. Det skal betales af containertrafikken, som står for 60 procent af trafikken gennem Panamakanalen, siger Asaf Ashar, der er en uafhængig havnerådgiver, som har rådgivet i forbindelse med Panamakanalens udvidelsesprojekt.
Et af hovedargumenterne for en Nicaragua-kanal er netop, at den vil kunne klare de helt store containerskibe på 18.000 TEU og derover, hvilket Panamakanalen ikke kan.
Nicaraguakanalen bliver 278 kilometer lang og vil løbe fra Brito-floden i Stillehavet til Punto Gorda-floden i Det Caribiske Hav. Byggearbejdet ventes at starte i december måned og vil være færdigt i 2019.
/mb