23948sdkhjf

Snyd med magneter eller seriøs selvjustits

Kommentar af adm. direktør Martin Aabak, Danske Speditører.
Kommentar af adm. direktør Martin Aabak, Danske Speditører.

Transportbranchen i Danmark har problemer med lastbiler, som overtræder elementære sikkerhedsregler. For nylig var det et tilfælde af magnetsnyd med det apparat, som registrerer køre- og hviletid i en lastvogn, som gav masser af negativ omtale.

Branchen må gøre noget ved den type faktiske udfordringer. Men dele af branchen har mere travlt med at jagte ikke eksisterende overtrædelser og problemer.

I mere end tre år har der nærmest dagligt kørt en kampagne mod internationale transporter, kombinerede transporter og fuldkommen regelret cabotage (indenrigskørsel med udenlandske biler). Kampagnen er motiveret dels politisk, dels af ønsket om at opnå en protektionistisk konkurrencefordel. Den internationalt orienterede del af logistik- og transportbranchen er blevet hængt ud med slagord som "ulovlig cabotage" og "social dumping".

Det har givet genlyd i offentligheden og har givet branchen et dårligt ry. Men det har ikke meget med virkeligheden at gøre.

Virkeligheden er, at de mange politikontroller målrettet mod udenlandske køretøjer ikke har afdækket noget nævneværdigt antal overtrædelser af cabotagereglerne - overtrædelser, som i øvrigt ikke som sådan er til fare for trafiksikkerheden. Derimod er der fundet grove overtrædelser af køre- og hviletidsregler, alkoholkørsel og andre overtrædelser til fare for liv og legeme. Senest den omtalte sag om magnetfusk .

Alt sammen noget, der bidrager til et negativt og skævt indtryk af branchen. Det ikke fair over for de mange seriøse og hårdarbejde virksomheder og medarbejdere, at branchens værdiskabelse og store betydning for samfundet i det hele taget bliver væk i en sort røgsky af elefantoverhalende, højre svingende lastbiler med mobiltalende østeuropæiske chauffører bag rattet.

Vi skal ikke glemme, at der er flere stemmer i personer end der er i gods. For politikerne, som skal fordele midler og afgøre, hvem der skal betale for dette og hint, er det i sidste ende et spørgsmål om, hvilke stemmer, der støtter op. Hvis omverdenen ikke ser branchens nødvendighed og positive bidrag, men kun det skæve og sorte billede, er det svært at skaffe forståelse for branchens forhold og dermed at opnå de rette rammevilkår. Noget, som ikke blot skader branchen, men hele Danmarks erhvervsliv og dermed konkurrencekraft.

I cabotagekampagnen bliver alle midler brugt, og overtrædelse af regler vil blive udnyttet til at miskreditere hele branchen, vognmænd såvel som speditører, uden persons anseelse. Sådan er det. Og derfor er vi speditører part i sagen, selv om vi aldrig kommer i nærheden af en lastbil med magneter i lommen.

Men allerværst er det, at de egentlige udfordringer og problemer i branchen forsømmes af branchen selv, mens pseudoproblemer dyrkes af særinteresser og politikere.

Problemer af den type, som med rette skader branchens omdømme, må tages alvorligt. De må få konsekvenser og ikke forsøges bortforklaret. Dette burde kunne forene hele branchen, og en forenet branche vil have meget større lydhørhed i det politiske miljø.

Og så skal der være proportionalitet i kategorisering af problemstillingerne, i udfordringerne og i indsatserne. Det er usympatisk med en særbevilling på finansloven til dedikeret cabotagekontrol, hvor vi ikke får afdækket overtrædelser i nævneværdigt omfang, samtidig med, at vi ser et antal overtrædelser, som er til fare for trafiksikkerheden. Sidstnævnte går man let hen over i sine kommentarer, og politisk praler man med, at man vil blæse på en åbningsskrivelse fra EU for at indføre et for højt bødeniveau for overtrædelse af cabotagereglerne.

Vi speditører er gentagne gange blevet anklaget for ikke at ønske kontrol, men det passer ikke. Jeg forudså tidligt i processen, at kontrol ville afdække de egentlige udfordringer i transportbranchen; og i det hele taget er jeg enig i, at kontrol er fint, og særligt når den rettes mod de egentlige udfordringer. Nemlig overtrædelser på det trafiksikkerhedsmæssige område; køre- og hviletid, overlæs, fejl og mangler ved køretøjerne. Ingen overtrædelser skal særbehandles - hverken positivt eller negativt. Men kræfterne bør bruges der, hvor udfordringerne er baseret på fakta og seriøsitet, så logistik- og transportbranchen kan få anerkendelse for sin respekt for love og regler og for sin vilje til justits i egne rækker.

Derudover mangler vi stadig at adressere det problem, at vognmandsbranchen vil komme til at mangle chauffører og kapacitet; et problem, som forstærkes af, at skræmmekampagner og dummebøder jager den udenlandske kapacitet på porten og skræmmer de unge mennesker væk, som trods alt ønsker en karriere i branchen uanset det skræmmebillede, som branchen selv medvirker til.

/mb
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062