Lastbilchauffør på gale veje
Fyns Politi blev torsdag aften kontaktet af flere lastbilchauffører, der havde lagt mærke til, at en anden lastbil kørte lige lovligt stærkt på Svendborg-motorvejen.
- Den blev ved med at overhale dem, og derfor konkluderede de, at der blev kørt for stærkt, fortæller Fyns Politis vagtchef Hans Jørgen Larsen til Fyens.dk.
Politiet fik stoppet lastbilchaufføren.
- Det viste sig, at der var tale om en 42-årig bulgarsk lastbilchauffør, som havde overtrådt køre-hviletidsbestemmelserne med mere end 30 procent, fortæller Hans Jørgen Larsen.
Politiet ved dog ikke, om den 42-årige chauffør har kørt for stærkt. De har nemlig ingen fartmålinger på ham.
- Vi har ham mistænkt for at have en magnet i bilen, siger Hans Jørgen Larsen.
Lastbilchaufføren fik en straksbøde på 20.000 kroner og firmaet bag får en bøde på 40.000 kroner.
/mb