Mærsk-skib var ikke designet til orkan
To gange rullede det kæmpestore containerskib, Svendborg Mærsk, helt uventet og voldsomt fra side til side under en orkan i Biscayen den 14. februar i år og tabte rekordmange containere i havet.
I alt 517 stk 20-fods containere gik tabt, mens 250 containere på skibet blev beskadiget.
Hvad der skete og hvorfor, kommer en ny havarirapport fra den danske Havarikommission nu med et bud på: Meget hårdt vejr i området kombineret med begrænsede hjælpemidler til kaptajnen, og at skibet ikke var egnet til at sejle i det ekstreme vejr, det kom ud i.
Medvirkende årsag til skibets sårbarhed var ifølge rapporten en ombygning i 2012 af det enkeltskrogede containerskib til at kunne rumme yderligere 3.000 containere, der blev stablet op i tre ekstra lag oven på øvrige containere. Dermed er skibets lastekapaciteten udvidet til i alt 8.160 20-fods-containere.
Af rapporten fremgår det, at Mærsk allerede har ændret på en hel række procedurer på sine skibe som følge af ulykken. Det drejer sig om nye og bedre vejrvarslings-systemer, indskærpning til skibene om brug af det dynamiske vaslingsystem og fokus på træning af kaptajner og styrmænd til sejlads i hårdt vejr.
/mb