Mittarfeqarfiit: Ingen heliporte lukkes
Der kommer ikke til at ske lukninger af heliporte i Sydgrønland, garanterer Mittarfeqarfiit (Grønlands Lufthavne).
1. januar 2015 træder nye servicekontrakter i kraft for beflyvning i Sydgrønland. Men forhandlingerne om disse kontrakter har ført til usikkerhed om, hvorvidt det betyder lukning af de sydgrønlandske heliporte. Derfor afviser Mittarfeqarfiit nu dette i en pressemeddelelse.
Hans Henrik Lichtenberg, kommunikationschef i Mittarfeqarfiit:
- Air Greenland har i dag servicekontrakter på ruterne i Sydgrønland, og Air Greenland står for den daglige drift af Mittarfeqarfiits heliporte, der beflyves under servicekontrakterne. Hvis disse kontrakter ændres, så Air Greenland ikke længere står for driften, så vil Mittarfeqarfiit varetage driften af heliportene. Vi kan godt garantere, at der ikke bliver lukket heliporte i Sydgrønland. Heliportene bliver bevaret, uanset hvordan beflyvningsmønstrene udvikler sig, siger Hans Henrik Lichtenberg. /
anga