Fokus på maritime vækstmuligheder i Arktis
Mere end 70 personer fra danske og grønlandske virksomheder, organisationer og myndigheder mødtes til et maritimt erhvervspolitisk seminar i Nuuk den 2. og 3. september 2014.
Den grønlandske minister for Sundhed og Infrastruktur, Steen Lynge, åbnede seminaret. Han understregede, at det er vigtigt at styrke væksten i de maritime erhverv i Grønland – og samtidig holde fokus på sejladssikkerhed og miljøhensyn. Han lagde desuden vægt på at bevare og udvikle det gode samarbejde mellem Danmark og Grønland i fremtiden.
Der var en livlig debat om de foreløbige resultater af den analyse af barrierer og potentialer i Arktis for maritime erhverv, som Søfartsstyrelsen har igangsat.
Blandt deltagerne var der bred enighed om vigtigheden af at styrke samarbejdet både på tværs af virksomheder og myndigheder, men også mellem Grønland og Danmark. Der blev desuden identificeret et behov for at styrke de maritime, arktiske kompetencer set i lyset af vækstpotentialet og den kommende polarkode. De forskellige input vil nu blive inddraget i det videre analysearbejde.
Søfartsstyrelsen, Departementet for Sundhed og Infrastruktur og Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked stod for seminaret i samarbejde med Danmarks Rederiforening og Danske Maritime.
/mb