Seks landsdele dyster i ny kampagne
Der er lagt op til en spændende duel mellem forskellige landsdele, når Vejdirektoratet i dag lancerer en ny kampagne for sikkerhed ved vejarbejder.
Kampagnen er bygget op som en konkurrence, hvor bilister fra seks forskellige dele af Danmark skal dyste om at være bedst til at overholde fartgrænserne, når de kører forbi lokale vejarbejder.
-Det gælder om at køre sikkert og ansvarligt, hvis man vil vinde konkurrencen, siger trafikdirektør Niels Chr. Skov Nielsen fra Vejdirektoratet.
For selv om det generelt set går den rigtige vej med trafiksikkerheden herhjemme, er der stadig alt for mange, der kører galt ved vejarbejder. Så kampagnens budskab er meget klart: Overhold farten, så kommer alle nemt og sikkert frem.
Kampagnen involverer seks regionale vejarbejder:
• Udbygning af Helsingørmotorvejen
• Udbygning af Fynske Motorvej Nr. Aaby – Middelfart
• Vedligeholdelsesarbejde af bro ved Vallensbæk
• Vedligeholdelsesarbejde af bro ved Bjæverskov
• Ny rundkørsel ved Tjæreborg, Esbjerg
• Krydsombygning ved Svenstrup syd for Aalborg
Ved disse vejarbejder bliver trafikanternes hastighed målt gennem alle de tre uger, kampagnen varer. Og vinder bliver den landsdel, hvor trafikanterne forbedrer sig mest.
På kampagnens hjemmeside kan man hele tiden holde øje, hvordan de enkelte landsdele ligger placeret i konkurrencen om at overholde hastighedsgrænserne og vinde æren som landets mest ansvarlige bilister.
Og når kampagnen slutter mandag den 22. september, vil det blive offentliggjort, hvilken landsdel der har vundet konkurrencen.
Af tekniske årsager deltager vejarbejdet ved Tjæreborg først i konkurrencen fra fredag den 6. september. /
mb