Lineage Logistics udvider kølelager på Aarhus Havn
Den amerikanske logistikudbyder Lineage Logistics LLC har taget et nyt temperaturkontrolleret lager på Aarbus Havn i brug. Lageret er dobbelt så stort som Lineage Logistics hidtidige lagerfacilitet i Danmark.
Det nye og større lager er taget i brug for at sikre, at Lineage ikke bare er i stand til at matche den øgede kundeinteresse, som selskabet har oplevet. Der er også plads til, at operationen kan udvides yderligere i takt med efterspørgslen eventuelt, stiger yderligere.
Det skriver Lineage Logistics i en meddelelse på selskabets hjemmeside.
Lageret skal anvendes til opbevaring af fisk- og skaldyr fra Nordatlanten, inden den videre transport ud til aftagere i resten af verden.
Udvidelsen betyder, at Lineage Logistics har øget antallet af pallepladser med 18.000, så der nu er plads til 27.500 paller på lagret. Der er som allerede nævnt plads til yderligere udvidelse.
Det er som nævnt især fisk og skaldyr fra grønlandske og danske farvande, der skal gå gennem lageret på Aarhus Havn. Men lageret kan naturligvis også anvendes til opbevaring af andre former for fødevarer – herunder svinekød og mælkeprodukter.
- Lageret i Aarhus repræsenterer endnu en strategisk placering på en havn, der kan fungere som en gateway for Lineages kunder på markeder over hele verden, udtaler Carsten Wolf, Regional Vice President, Nordics i Lineage Logistics i meddelelsen på selskabets hjemmeside.
Lineage Logistics fremhæver, at Aarhus Havn er den eneste danske havn, der anløbes af de største containerskibe.
Glad borgmester
At udvidelsen af Lineage Logistics lagerkapacitet på Aarhus Havn ikke er helt ligegyldig kan ses ved, at Arhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard (S) har udtalt i forbindelse med indvielsen af fryselagret:
- Jeg er yderst glad for, at Lineage har valgt at øge sin investering i deres kapacitet på Aarhus Havn markant. Det understreger Aarhus Havns position som et vigtigt distributionsknudepunkt for håndtering af frost- og kølevarer – ikke kun til Danmark, men til Norden, Europa og resten af verden, sagde Jacob Bundsgaard.
Ifølge Lineage Logistics, så er der tale om et såkaldt best-in-class cold storage solution. Der er adgang til toldservices og andre relevante havnetjenester ved lageret på Aarhus Havn.
Lineage Logistics globale netværk omfatter angiveligt mere end 400 faciliteter fordelt over hele verden.
Lineage købte sig ind på det danske marked i 2020 med købet of Lundsøe Køl og Frys A/S, Super Frost Sjælland ApS, Coldstar ApS, og Claus Sørensen A/S.