Blue Water får historisk kontrakt
Af Hjalte Josefsen, Fremtidens Logistik
Vinmølleproducenten Vestas og Blue Water har længe arbejdet sammen ved forskellige globale vindprojekter. Nu har de to virksomheder indgået den hidtil største kontrakt sammen.
Kontrakten strækker sig over fem år og handler om håndtering af vindmøllekomponenter på Blue Waters terminaler i Esbjerg og Cuxhaven i Tyskland.
- At Vestas betror os denne vigtige opgave, er en tillidserklæring, som vi er stolte af, udtaler Brian Sørensen, chef i Blue Waters Wind and Port Service, i en pressemeddelelse.
- Vi har været med fra vindindustriens spæde start, og vores medarbejdere på havnene og terminalerne har stor erfaring til at løse opgaverne sikkert og effektivt. Samtidig vil vi bidrage til den grønne omstilling.
Esbjerg Havn spiller en central rolle for hele den europæiske vindsektor. Havnen i Cuxhaven er Tysklands største vind terminal.