Billund tror på vækst i luftfragten
Der gik 4.873 tons luftfragt gennem Billund Lufthavn i februar i år. Det er 26,9 procent mindre end i februar 2022.
Men det hører med til historien, at Billund Lufthavn netop i februar 2022 lagde landingsbane til verdens største fragtfly – det 6-motorede Antonov An-225 Mriya fragtfly, der ankom som en del af den sløjfe på luftbroen, der sendte store mængder værnemidler til de danske kommuner i forbindelse med Covid19.
Derfor var nedgangen i de luftbårne volumener også ventet.
Men selv om importen via Billund Lufthavn har været ”stille” i februar, så er lufthavnens ledelse optimistiske, når det gælder udviklingen i de kommende par måneder. Det skyldes nye tiltag og forventningen om øget aktivitet.
– Vi mærker en generel afmatning på markedet, hvor det i særdeleshed rammer importen. Så vi har nedgang i februar, men vi har gang i nogle spændende dialoger, som vi glæder os til at løfte sløret for, udtaler Billund Lufthavns adm. direktør Jan Hessellund.
Passagertrafik på rekordniveau
I februar gik der 208.393 passagerer igennem terminalen i Billund Lufthavn. Det giver en vækst i passagerer på 52,9 procent forhold til februar 2022. For mange danskere står februar på vinterferie. Vinterferiens populære destinationer var storby- og skidestinationerne.
Vinterferien nåede i år rekordhøjder, hvor der var flere passagerer end i vinterferien i både 2022, 2021 og 2019. Antallet af passagerer nærmede sig vinterferiens rekordniveau, der blev sat i 2020 lige inden Covid-19 for alvor brød igennem.
– Vinterferieaktiviteten var i år på niveau med rekorden i februar 2020. Men der var flere passagerer end i både 2019, 2021 og 2022. Der har været stor tilslutning til vores storby- og skidestinationer, og vi oplever, at flere og flere tager flyet mod de sneklædte bjerge i vinterferien. Med den aktivitet forventer vi, at den tendens fortsætter næste vinter, siger Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn. /Smir