Told: Deadline 31. marts
Med det nye toldsystem DMS Eksport venter også en oprydningsopgave i det nuværende e-Export. Derfor beder Toldstyrelsen nu virksomheder om at afslutte eksportangivelser i e-Export, i første omgang angivelser for perioden 1. januar 2017 til 30. september 2022.
Fristen for at afslutte eksportangivelserne er senest 31. marts 2023.
Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
Virksomheder, der har eksporteret varer i perioden 1. januar 2017 til 30. september 2022, uden at eksportangivelsen er afsluttet, skal snarest muligt og senest 31. marts 2023 fremlægge dokumentation for udpassage eller sende en sletningsanmodning via e-Export.
Følgende kan bruges som dokumentation for udpassage:
- Kopi af følgeseddel, der er underskrevet eller bekræftet af modtageren uden for EU’s toldområde
- Faktura og bevis for betaling
- Følgeseddel
- Dokument, der er underskrevet eller bekræftet af den økonomiske operatør, der har ført varerne ud af EU’s toldområde, fx et fragtbrev.
- Dokument, der er behandlet af toldmyndigheden i et EU-land eller et ikke-EU-land i overensstemmelse med det pågældende lands regler og procedurer, eksempelvis en importangivelse eller et ankomstdokument fra et ikke-EU-land
- Den økonomiske operatørs regnskaber over varer, der er leveret til skibe, luftfartøjer i udenrigsfart eller offshoreanlæg.
- Dokumentation med reference til eksportangivelsen eller spørgsmål skal sendes til:
Toldbornholm@toldst.dk.
Dokumentationskravene fremgår af Kommissionens gennemførelsesforordning, artikel 335, stk. 4.
Manglende dokumentation
»Hvis din virksomhed ikke fremlægger dokumentation senest 31. marts 2023, vil Toldstyrelsen gøre angivelserne ugyldige efter 1. april 2023. Det sker på baggrund af Kommissionens delegerede forordning, artikel 248, stk. 2.
Manglende dokumentation for varens udførsel kan også betyde, at din virksomhed ikke kan få momsfradrag for den eksporterede vare. /Smir