Øget fransk fokus i Tyskland
I december satte den franske logistikkoncern Geodis officielt et nybygget flerbrugerlogistikanlæg i drift i Aurach. Det nye anlæg har direkte transportforbindelser til Nürnberg, har 26.757 europalle-pladser i højlageret, 9.000 kvadratmeter bloklagerplads og er udstyret med et solcelleanlæg. Med det nye logistikcenter optimerer Geodis sin markedsadgang til en af de økonomisk stærkeste regioner i Bayern og fortsætter sin europæiske ekspansion.
I alt er der skabt 100 nye arbejdspladser i Aurach-afdelingen. Ud over de 75 medarbejdere på lageret skal 25 medarbejdere arbejde med administration og ledelse under ledelse af filialchef Bernd Feyerabend. Med 28 læsseramper og 4 porte i jordniveau tilbyder det nye logistikcenter Geodis’ e-handelskunder en bred vifte af services til distribution af eksempelvis store elektriske apparater, forbrugerelektronik og møbler.
Antje Lochmann, administrerende direktør for Geodis Contract Logistics’ aktiviteter i Tyskland, glæder sig over den vellykkede start af driften i logistikcentret. De første to haller var allerede udstyret og startede testdrift i oktober. De seneste to haller blev taget i brug i begyndelsen af november.
- Hvad angår transportforbindelser, er vores nye logistikcenter i Aurach direkte forbundet med motorvej A6, som er en del af den vigtige langdistanceforbindelse Paris-Prag. Projektudviklingen og opførelsen af det nye anlæg er sket i tæt samarbejde med mere end ti virksomheder. Hertil kom ekspertisen fra Geodis-kolleger fra lokationer i Frankrig, Italien og Tyskland, som ydede fremragende support til teamet i Aurach ved at tilføje deres viden og erfaring under planlægningen og den tekniske opsætning af vores nye WMS-system, siger Antje Lochmann.
/anga.