23948sdkhjf

Nytårshilsen fra Danske Speditører

Danske Speditørers adm. direktør Martin Aabak fremhæver flere store udfordringer i de kommende år.

Transport og logistik er for alvor blevet en strategisk ledelsesdisciplin. Det bliver tydeligt, når vi får kriser og konflikter tæt på vores land og hverdag.

Lige nu krydser vi alle fingre for, at vi ikke igen skal mærke pandemiens åg i Europa; ligesom vi alle sender en tanke til borgerne i Ukraine og yder den støtte, vi hver især kan for at mildne de umenneskelige forhold, Ruslands invasion har medført for mange.

»Vi deponerer ikke transportbranchens selvstændighed hos politikerne, men vi stiller vores kompetencer og know how til rådighed for gennemarbejdede politiske løsninger.«

Tour de logistik

Det er ikke altid, vi i hverdagen tænker over, at betydningen af veltilrettelagt spedition og logistik, sammen med veludført fragt og transport, er uvurderlig.

I år lagde Danmark veje til Tour de France. Den sportslige succes vil de fleste huske, men fundamentet for de hektiske sommerdage blev lagt af effektiv transport og logistik. Heller ikke Pearl Jam’s anmelderroste koncert i Royal Arena var mulig uden effektiv transport og logistik. Og uanset om julegaverne skal frem til butikkernes hylder eller leveres ved vores hoveddør, så kræver det uhørt veltilrettelagt spedition og transport.

Logistik, spedition og transport, tilrettelagt i dialog med fragtkøberne, er speditørernes kerneydelse, og den kan vi godt tillade os at være stolte af.

Samlingsregering

Den nyvalgte ”samlingsregering” varsler en ny tid. Hos Danske Speditører har vi, på linje med andre aktører, tegnet det politiske landkort på ny. Danske Speditører er forberedte på dialogen med de nye ministre og de nye ordførere. Vi deponerer ikke transportbranchens selvstændighed hos politikerne, men vi stiller vores kompetencer og know how til rådighed for gennemarbejdede politiske løsninger, der bidrager til hensigtsmæssige løsninger.

Flere store opgaver venter allerede på regeringen i de første måneder af 2023, og vi står med en unik mulighed for at udviske de historiske misforståelser, der har præget indtrykket af transportbranchen.

Igennem flere år har transportkapaciteten været udfordret. Konsekvenserne er allerede nu alvorlige, men hvis der ikke handles, kan de begrænsede transportmuligheder puste til den ulmende økonomiske recession i Europa. Derfor ligger der en politisk opgave i, sammen med branchen, at optimere betingelserne for den internationale fragt og spedition.

Mere arbejdskraft

Der er brug for at øge arbejdskraftudbuddet. Helt konkret er der brug for flere chauffører til den internationale transport, der er helt nødvendig for at sikre logistik- og vareforsyningskæderne i Europa. Prognoserne er dystre. Om fem år mangler der op imod 2 mio. lastbilchauffører i Europa. Derfor skal vi finde en langtidsholdbar løsning i EU. Det indebærer med stor sandsynlighed, at der åbnes yderligere op for chauffører fra landene uden for EU men også for, at vi i transportbranchen kontinuerligt presser på for at sikre medarbejderne ordentlige rammer og faciliteter – det gælder fra kaffe på kanden til ordentlige og sikrede rastepladser.

Lup på vejpakken

Der er ligeledes brug for en due diligence af EU’s vejpakke på i hvert fald to områder: For det første skal det afdækkes, hvilke konsekvenser det har, at vejpakken ”spænder ben” for optimering og udnyttelse af transportkapaciteten. For det andet skal det tydeliggøres for politikerne, at vejpakken også har betydelige negative konsekvenser for klima og miljø.

Klima, transport og logistik

I 2023 imødeser vi med spænding en række af de allerede bebudede klimapolitiske initiativer. Med den nye ”politiske virkelighed” in mente skal Danske Speditører fokusere på løsninger. Omstillingen af den ”tunge transport” er en udfordring, men det er en bunden opgave, og vi har pligt til at bidrage til intelligente bæredygtige løsninger. Transport- og logistikbranchen er en forudsætning for samfundsøkonomien, og derfor er det destruktivt at reducere den grønne omstilling af vores branche til farverige metaforer og overbudspolitik.

»Logistik, spedition og transport, tilrettelagt i dialog med fragtkøberne, er speditørernes kerneydelse, og den kan vi godt tillade os at være stolte af.«

Internationale løsninger

Løsninger skal findes globalt, og regulering skal som minimum tage afsæt i EU-regulering. Vi modsætter os selvsagt ikke, at Danmark skal være foregangsland i den grønne omstilling, men vi skal sikre os, at det ikke vedvarende går ud over danske virksomheders konkurrenceevne. Vi vil også gerne bidrage, men det nytter ikke, at transporten skal betale en uforholdsmæssigt stor del af ”regningen”.

Speditørerne leverer en eftertragtet ydelse. Det er en ydelse, vi gennem årtier har justeret, forfinet og forbedret. Hver dag arbejder Amina og Allan, Jan og Jytte, Vahid og Vibeke – og mange flere – for at gøre en forskel for transportkøberne. Det gjorde vi i går. Det gør vi i dag. Og det gør vi igen i morgen.

Godt nytår. Jeg glæder mig til samarbejdet i 2023.

/Smir

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142