Første brodrager på den nye Storstrømsbro på plads
I weekenden nåede mandskabet på byggeriet af den nye Storstrømsbro en markant milepæl, da en brodrager på 4000 tons blev hejst op på to bropiller i Storstrømmen. Operationen begyndte lørdag morgen og sluttede sent samme dag.
Den første af 44 præfabrikerede 73 meter lange brodragere til den nye Storstrømsbro er blevet hejst op på to bropiller i Storstrømmen.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Fredag blev den sejlet ud og placeret mellem de to bropiller, og lørdagen gik med at hejse den op på plads. Klokken 22.00 lørdag aften kunne mandskabet konstatere, at brodrageren var spændt fast, hvor den skulle være.
Projektchef Niels Gottlieb, Vejdirektoratet, siger:
- Operationen forløb roligt og omhyggeligt, men uden større udfordringer. Vi har været vidne til et imponerende stykke ingeniørarbejde, udført tålmodigt og med stor præcision. Nu kan borgerne på begge sider af Storstrømmen for alvor få fornemmelsen af den bro, der venter dem.
Selv om løftet foregik i et roligt tempo, tiltrak det alligevel mange nysgerrige borgere. De tog blandt andet opstilling på den eksisterende Storstrømsbro, hvor der var et godt udsyn til arbejdet.
De kommende uger skal brodrageren støbes sammen med de to bropiller, så løftearmene og hejsetårnene kan komme i brug til de næste brodragere. Næste forventede brodrager bliver sejlet ud og løftet op på nogle af de nordligste piller tæt ved kysten til Masnedø.
Projektchef Niels Gottlieb, Vejdirektoratet, siger:
- Arbejdet med at hejse den første brodrager har givet holdet en masse læring og erfaring til næste gang, vi skal hejse en brodrager op. Så i takt med at vi får flere brodragere op, vil det gradvist blive mere og mere velkendte arbejdsrutiner.
Brodragerne er de elementer, som forbinder bropillerne og bærer selve kørebanen og jernbanen. Bortset fra de to nordligste og de to sydligste nærmest land, bliver de alle bygget på Masnedø, inden de skal sejles ud og hejses op. /Smir