Hirtshals Havn spiller vigtig rolle i grønt CO2-projekt
Lagring af CO2 er en væsentlig del af løsningen på klimaudfordringerne, og nu tager INEOS Energy, Wintershall DEA, Hirtshals Havn, Biocarb Solution, Evida, Blue Water Shipping og Greenport North et stort skridt mod realiseringen af et visionært projekt.
Partnerne netop indgået en aftale om at undersøge muligheden for at etablere transport af CO2 fra biogasanlæg i Nordjylland, midlertidige lagringsfaciliteter på Hirtshals Havn og udskibning til Nordsøen, hvor CO2’en pumpes ned i undergrunden. Projektet under navnet Greenport Scandinavia involverer dermed hele værdikæden for Carbon Capture and Storage (CCS).
Første danske lagringsprojekt med negative emissioner
Projektet er det første af sin art i Danmark, og da der er tale om biogen CO2, vil man opnå negative emissioner, som kan udgøre et væsentligt bidrag til opnåelse af de danske klimamål om 70 procent reduktion af drivhusgasudledninger i 2030.
- Biogas har et stort potentiale i forhold til at fortrænge fossile brændsler, og med lagring af den biogene CO2 kan vi endda opnå negative emissioner. Da det blandt andet er gylle fra husdyrhold, der indgår i produktionen, kan vi ved at kombinere biogasproduktionen med lagring af CO2 samtidig undgå en del udledninger fra landbruget, siger direktør Carsten Joest Nielsen fra Biocarb Solution.
I første omgang er målsætningen fangst af op til 100.000 tons biogen CO2 årligt fra nordjyske biogasanlæg allerede fra 2024/25. CO2’en transporteres til Hirtshals Havn og med skib til Siri-området i den danske del af Nordsøen, hvor den lagres i tomme oliefelter gennem Greensand-projektet.
Hirtshals Havn som omdrejningspunkt for mellemlagring og udskibning
På sigt er det ambitionen at øge mængden af CO2, der transporteres og lagres, betydeligt over tid og etablere Europas største hub for CO2-lagring og udskibning til felter i Nordsøen med udgangspunkt i Hirtshals Havn, der er godt placeret i forhold til lagringsfelter i Nordsøen og modtagelse af CO2.
Direktør Per Holm Nørgaard, Hirtshals Havn, peger på, at havnens udvidelsesplaner gør det oplagt at lagre og udskibe CO2 fra Hirtshals.
- Vi arbejder allerede målrettet med planer om udvidelse af Hirtshals Havn, og i den forbindelse passer lagring og udskibning af CO2 til Nordsøen perfekt ind i vores strategi. På sigt kan etableringen af en CO2-hub i Hirtshals bidrage til løsning af klimaudfordringerne, og vi ser et stort potentiale i det samarbejde, vi har indgået med de øvrige partnere, siger direktør Per Holm Nørgaard fra Hirtshals Havn.
Partnerne bag aftalen vil undersøge muligheden for at etablere den nødvendige infrastruktur i form af eksempelvis rørledninger til transport af CO2 fra Danmark og andre dele af Europa til Hirtshals.
Mads Weng Gade, landechef i INEOS Energy Danmark, ser et stort potentiale i samarbejdet mellem de syv virksomheder.
- Vi er i INEOS meget langt med vores CO2-lagringsprojekt Greensand, hvor vi umiddelbart efter årsskiftet vil komme den første CO2 i den danske undergrund som led i vores pilot demonstrationsprojekt. Det er derfor helt naturligt, at vi nu kigger på, hvordan vi kan skabe en værdikæde for fangst, transport og lagring af CO2 i Danmark, siger Mads Weng Gade og fortsætter:
- Lagring af biogen CO2 fra biogasanlæg har et meget stort klimapotentiale, da man derved opnår negative emissioner. Med den indgåede aftale vil vi nu sammen med de øvrige partnere kigge på muligheden for at etablere hele værdikæden og få fanget, transporteret og lagret den første biogene CO2 i Danmark.
/anga.