Skibsfarten på vej ind i EU kvotehandelssystem
EU er på tværs af parlamentet, kommissionen og rådet blevet enige om en foreløbig aftale, som betyder, at skibsfarten bliver en del af det fælles CO2-kvotehandelssystem fra 2024. De sidste detaljer forventes at falde på plads i midten af december – med endelig godkendelse efter nytår – og aftalen lægger op til tre års indfasning.
Danske Maritime glæder sig over, at der bliver taget et væsentligt grønt skridt fremad, men har arbejdet for en endnu mere ambitiøs aftale, siger administrerende direktør Jenny Braat:
- Vi har et fælles ansvar for at bringe skibsfartens udledninger markant ned, og den kommende aftale kommer utvetydigt til at rykke noget på den dagsorden, hvilket er særdeles positivt. Men man må samtidig være ærlig og sige, at dette har været en træg proces. Vi havde gerne set, at de oprindelige intentioner om at få en aftale i gang allerede fra næste år var blevet indfriet, og samtidig burde livscyklusanalyse af brændstofferne allerede nu indgå. Vi ved, at disse analyser er vigtige for reelt at kunne vurdere klima- og miljøaftrykket og for at undgå suboptimering og CO2-lækage til andre verdensdele. Desværre vil dette forventeligt først komme på bordet i 2026, så det er en god og vigtig aftale, men den kunne med fordel have været endnu mere ambitiøs, siger Jenny Braat.
Til gengæld finder Danske Maritime det yderst positivt, at alle drivhusgasser er adresseret og ikke kun CO2, da flere nye brændstoffer vil skulle anvendes sammen med avancerede katalysatorteknologier, idet der kan være risiko for udslip af andre klimaskadelige stoffer som metan og lattergas m.v.
Samtidig bliver der med aftalen dedikeret midler fra ordningen til skibsteknisk udvikling og innovation via EU's Innovationsfond. At få udviklingen op i et endnu højere gear er meget afgørende, siger Jenny Braat:
- På tværs af de maritime industrier i Europa havde vi foretrukket en egentlig maritim fond, fordi øget forskning, udvikling og innovation er fuldstændigt afgørende for at nå de fælles målsætninger. Men vi er optimistiske og ser frem til den nye ordning, som vi håber, kan blive smidig og også tilgængelig for mindre og mellemstore virksomheder. Den danske maritime industri kan om nogen leverer de klimavenlige løsninger, der er brug for, og ethvert bidrag til at få den grønne omstilling op i gear er velkomment.”
Afregningen for rederierne stiger løbende fra 40 procent af udledningerne i 2024 til 100 procent i 2027. Danske Maritime vil i det videre forløb også arbejde for en ordentlig håndhævelse af såvel de nuværende som de kommende regler samt bidrage til det politiske arbejde mod globale regler. /Smir