23948sdkhjf

Ancotrans: Kunderne vil have grøn containertransport

Transportvirksomheden investerer i fem nye biogas-drevne Iveco til afdelingen i Hamborg.

Ancotrans har haft en miljøstrategi siden 2007, og transportvirksomheden har netop investeret i flere grønne trækkere til flåden. For nylig bød selskabet velkommen til fem nye biogas-drevne Iveco S-Way til flåden. De kommer i kølvandet på to tilsvarende S-Way, som Ancotrans allerede satte i drift i 2021, og som ifølge virksomheden hare bevist sit værd med høj driftssikkerhed, god rækkevidde og en markant CO2-reduktion.

- Vores fem nye Iveco gas-trækkere skal lige som de to foregående køre ud fra vores afdeling i Hamborg. De tyske vilkår for kørsel med ”grønne lastbiler” har længe været bedre end i Danmark, og efter en turbulent periode for energipriserne ser det ud, som om gaspriserne har toppet til gavn for TCO’en på gasbilerne, siger Mogens Røigaard, driftsdirektør i Ancotrans, og henviser til totalomkostningerne (Total Cost of Ownership).

Han er ansvarlig for drift og indkøb hos Ancotrans, der i dag råder over cirka 250 egne lastbiler og beskæftiger yderligere cirka 600 undervognmænd på daglig basis, heraf cirka 120 egne og cirka 375 indlejede enheder alene i Danmark.

Både Ancotrans’ to første og de fem nye Iveco’er er af typen S-Way AS440S46 NP T/P LNG, toakslede sættevognstrækkere med gasmotorer på 460 hk og dobbelte tanke til opbevaring af flydende gas på chassiset. Tankene rummer op til i alt 390 kg flydende gas, hvilket giver en rækkevidde på cirka 1.600 km med 40 tons vogntogsvægt på en optankning. Det betyder, at bilerne for eksempel kan køre fuldt lastede skibscontainere mellem containerterminalerne i Hamborg eller Bremerhaven og København eller Aarhus og retur igen på én optankning.

Styrker indsatsen på den korte bane

- Vi holder indtil videre vores gasbiler på den tyske side af grænsen. Det er egentligt ærgerligt, for biogassen er faktisk den eneste teknologi, der kan give markante CO2-reduktioner her og nu. Samtidig reduceres partikeludledningen, fordi forbrændingen af gas er markant renere end ved kørsel på diesel. Det er virkelig noget, der kunne styrke transportbranchens miljø- og klimaindsats også på den korte bane, siger Mogens Røigaard.

Ud over at håbe på lavere og mere stabile gaspriser bygger Ancotrans også håbet på mere grøn containertransport på en stigende kundeefterspørgsel.

- Vi mærker en reel og stigende efterspørgsel på grøn containertransport. Mange af vores kunder er også ved at være indstillet på at betale mere for CO2-venlig transport, men vi er ikke i mål endnu. Konkurrencen på landevejene er benhård, men den grønne omstilling i transportsektoren kommer ikke af sig selv. Biogas er én af de oplagte veje, og vi gør, hvad vi kan, slutter Mogens Røigaard.

Om Ancotrans’ nye Iveco S-Way

To-akslede sættevognstrækkere type S-Way AS440S46 NP T/P LNG. Cursor 13, 13-liters gasmotor på 460 hk v. 1.620-1.900 o/min. og 2.000 Nm v. 1.100-1.620 Nm. 12-trins Hi-Tronix gearkasse med fuldautomatisk gearskifte. Enkeltreduceret bagtøj med mekanisk differentialespærre. Ved vogntogsvægt på 40 tons har trækkerne en rækkevidde på op til 1.600 km pr. optankning.

Bilerne er omfattet af komplet serviceaftale i 60 mdr. ved en årlig kørestrækning på 120.000 km.

Siden 1970’erne har vejtransport af alle typer skibscontainere været Ancotrans’ primære aktivitet med cirka 850 lastbiler og 2.000 containerchassiser i daglig rotation i Danmark, Sverige, Tyskland og Benelux. Siden Ancotrans blev grundlagt i 1882 i København, er virksomheden ekspanderet med kontorer i Odense, Aarhus, Aalborg, Helsingborg, Göteborg, Hamborg, Rotterdam og Köln.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128