Bæredytighed for vognmænd
Europa-Parlamentet har vedtaget et nyt direktiv, der udvider reglerne for afrapportering af virksomheders påvirkning på samfund og miljø. Og selvom omfanget endnu er ukendt, er forventningen at de nye regler også vil give store administrative byrder for transportvirksomhederne.
Det skriver arbejdsgiverorganisationen ATL med DI Business som kilde.
50.000 virksomheder i EU skal i de kommende år afrapportere, hvilke negative og positive effekter deres aktiviteter har på samfundet, klimaet og miljøet. Det har Europa-Parlamentet netop vedtaget i det såkaldte CSR-direktiv (CSRD), som blev endeligt adopteret af EU den 28. november. Nu bliver reglerne gradvist indført fra 2024 og frem til 2028. Det skriver DI Business.
Marie Gad, der er chef for Global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri mener, at den nye afrapportering bliver en tung administrativ byrde – også for transportvirksomhederne.
- Ud fra de krav, vi nu kender, kan vi godt regne med, at det bliver en tung opgave at administrere, og det gælder også for transportvirksomhederne uanset størrelse,
siger Marie Gad.
Hun vurderer, at stort set alle virksomheder uanset branche og størrelse vil blive påvirket af de nye regler.
- Selvom direktivet er rettet mod større virksomheder, så skal de også indhente information hos deres underleverandører, der skal dokumentere deres miljø- og samfundsmæssige påvirkning i værdikæderne. Det betyder kort sagt, at stort set alle virksomheder vil blive påvirket,
siger Marie Gad og fortsætter:
- Min klare anbefaling er, at alle virksomheder uanset branche hurtigst muligt forbereder sig på at leve op til direktivet,
siger hun.
Onsdag den 30. november afholder DI webinar om den nye bæredygtighedsrapportering. Du kan tilmelde dig her.
DI har løbende fulgt forhandlingerne om direktivet og har etableret en følgegruppe, hvor virksomheder får information om udviklingen og kan give input til DI’s politiske arbejde. Du kan også tilmelde dig DI's følgegruppe om bæredygtighedsrapportering her. /Smir