23948sdkhjf

Fortsat stigende inflation i Danmark og EU

Højeste inflation målt, siden forbrugerprisindekset er opgjort fra 1997.

Inflationen i Danmark steg i oktober 2022 til 11,4 procent fra 11,1 procent i september 2022. I samme periode steg inflationen samlet i de 27 EU-lande fra 10,9 procent til 11,5 procent, mens den i euroområdet steg fra 9,9 procent til 10,6 procent.

I både Danmarks og EU's tilfælde er det den højest målte inflation i den tid, det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks er blevet opgjort, hvilket er siden 1997. I både Danmark og EU er det i høj grad prisstigninger på fødevarer, der trækker inflationen op i oktober i forhold til september.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Kerneinflationen stiger

I Danmark steg kerneinflationen (inflation eksklusive energi og ikke-forarbejdede fødevarer) fra 6,7 procent i september 2022 til 7,0 procent i oktober 2022. I samme periode i EU-27 steg kerneinflationen til 7,6 procent fra 7,2 procent, og i euroområdet steg den til 6,4 procent fra 6,0 procent.

Inflationen beregnes som udviklingen i det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) over det seneste år, mens kerneinflationen er en hyppigt anvendt indikator for inflationsudviklingen på længere sigt.

Fødevarer og energi holder fortsat inflationen oppe

I 17 ud af 27 EU-lande er det i oktober nu fødevarer, der trækker mest op i inflationen, mens el, gas og andet brændsel trækker mest op i ni EU-lande. Siden december 2021 har det ellers været energi, der har trukket mest op i inflationen.

Estland havde den højeste inflation i EU-27 i oktober på 22,5 procent, mens Frankrig havde den laveste inflation i EU på 7,1 procent. Schweiz havde dog en endnu lavere inflation på 2,9 procent. Kerneinflationen var højest i Ungarn og lå på 19,9 procent, mens kerneinflationen var lavest i Frankrig og Luxembourg begge med 5,0 procent.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11