43 år i rederiernes tjeneste
Efter næsten 44 års ansættelse gik ejendomschef Eyvind Larsen for nylig fra borde i Danske Rederier og satte kursen mod en velfortjent pensionisttilværelse.
Det skriver Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier, i et opslag på LinkedIn.
- Jeg var rørt over at se, hvor mange mennesker der var kommet for at ønske Eyvind god vind i sit otium. Men egentlig ikke overrasket. Eyvind har på alle måder gjort en verden til forskel for alle dem, han har mødt på sin vej i de mere end fire årtier, han har arbejdet her i Danske Rederier. Det er i høj grad Eyvinds fortjeneste, at vores hus står så smukt, som det gør, selv her 100 år efter bygningen blev opført, lyder det fra Anne H. Steffensen.
Men en ting er mursten - en anden ting er de mennesker, der bringer liv i huset, tilføjer hun:
- Eyvind har altid mødt vores medlemmer og gæster i øjenhøjde og med respekt. Lige meget om der stod minister eller matros på visitkortet. Og selvom Eyvind har styr på formalia, så har der også været plads til en kæk bemærkning eller et stort smil.
Direktøren var derfor glad og stolt over at kunne overrække Eyvind Larsen den kongelige belønningsmedalje for hans mange års tro tjeneste for skibsfarten.
- Vi kommer til at savne dig, Eyvind. Nyd nu dit otium - og husk at kigge forbi af og til, lyder det afslutningsvis fra Anne H. Steffensen.
/anga.