Kritik af planlagt maut-stigning fra nytår
Forbundsregeringen i Berlin har haft en forhøjelse af kilometerafgiften på lastvogne – i daglig tale mauten – på tegnebrættet. Forhøjelsen skulle ifølge planerne træde i kraft 1. januar 2023.
Men der her været stille omkring planerne, og nu presser tyske transportorganisationer på for at få maut-stigningen lagt i dybfryseren.
Det skriver Verkehrsrundschau.de.
I denne uge har brancheorganisationerne BGL og DSLV begge opfordret forbundsregeringen til at droppe forhøjelsen af kilomterafgiften.
De mener, at forhøjelsen kommer på et helt forkert tidspunkt, hvor store dele af transport- og logistikbranchen er ramt af de kraftigt stigende energipriser.
Særligt hårdt ramt er ifølge DSLV og BGL de mange tyske vognmænd, der har udskiftet dieseldrevne lastvogne med gasdrevne – med støtte og politisk opbakning fra Berlin, selv om gasdrevne lastvogne er dyrere i anskaffelse.
Netop naturgaspriserne er steget mere end andre energipriser – og derfor har mange tyske transportvirksomheder i flere måneder stået med det svære valg mellem at køre med underskud på driften, eller at lade de gasdrevne lastvogne stå stille.
For transportkøberne er ikke interesseret i at betale den markante merpris ved at vælge de relativt klimavnelige gas-lastvogne. /Smir