23948sdkhjf

- Afgift er klods om hjulet på branchen

ITD: Lastbilafgift er solgt som en grøn afgift.

De kommende kørselsafgifter for lastbilafgifter er blevet solgt som en grøn afgift, der vil få flere el-lastbiler på vejene. Men i realiteten er kørselsafgifterne blot endnu en skatteskrue med enorme omkostninger til administration, og hvis primære effekt er at begrænse transport, øge omkostningerne ved lastbilkørsel og forsinke den grønne omstilling.

Det mener brancheorganisationen ITD, der advarer mod at føre kørselsafgiften ud i livet.

- Vi har sagt det før og siger det igen. De planlagte kørselsafgifter for lastbiler er en skatteskrue, hvor indtægterne enten vil gå til administration eller til at fylde statskassen op, frem for at gå til den grønne omstilling af lastbilerne, siger Stefan K. Schou, administrerende direktør i ITD.

I lovforslaget fremgår det blandt andet, at staten hvert eneste år skal bruge 275 mio. kr. alene på at administrere kørselsafgiften. Og det er helt uacceptabelt, at staten vil bruge så mange penge alene på at kradse penge ind, mener ITD.

- I valgkampen er et opgør med bureaukrati blevet en mærkesag for de fleste partier, også Socialdemokratiet. Men samtidig vil den socialdemokratiske regering indføre en skat, der koster over kvart milliard om året alene i administration. De 275 mio. kr. hvert år kunne jo i sig selv finansiere den grønne omstilling af branchen. Men i stedet vil man bruge dem på papirarbejde, og det er en helt forkert prioritering, siger Stefan K. Schou.

Samtidig vil kørselsafgiften forsinke den grønne omstilling, for det er kun en håndfuld el-lastbiler ud af de 43.000 lastbiler på de danske veje, som vil kunne få den billigste vejafgift. Resten vil skulle betale den høje pris, lyder det fra ITD.

- Regeringen ved lige så godt som os, at 99 procent af de danske lastbiler kører på diesel, og at de stadig vil gøre det, hvis kørselsafgiften indføres i 2025. Derfor vil stort set alle vognmænd kun have én mulighed, og det er at betale afgiften og fortsætte i diesellastbilerne. Så den eneste effekt, det har på den grønne omstilling, er, at den forsinkes. For det betyder, at vognmændene vil have mindre økonomisk råderum til at investere i el-lastbiler, siger Stefan K. Schou.

ITD opfordrer derfor til, at den kommende regering tager et grundigt kig på transportbranchens høringssvar, når den indtager ministerkontorerne efter valget. For kørselsafgiften er ikke den eneste afgift, der ligger og venter.

- Der er et væld af afgifter og byrder, som ligger og venter de kommende år. For eksempel en CO2 afgift på transport og et nyt kvotesystem for transportsektoren. Og så befinder vi os midt i en energikrise, som vi slet ikke ved hvor ender. Derfor håber vi, at den nye regering vil se på kørselsafgiften endnu en gang og overveje, om det virkelig er den vej, man vil gå, siger Stefan K. Schou og tilføjer:

- For det vil få alvorlige konsekvenser, hvis man fortsætter med at kvæle erhvervet med den ene afgift efter den anden.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125