Mærsk med kæmpeordre til HHI
Logistikselskabet A.P. Møller – Mærsk A/S har foretaget endnu et stort skridt i selskabets grønne omstillingsrejse med bestillingen af yderligere seks store oceangående containerskibe, der kan sejle på grøn methanol. De seks skibe skal bygges af Hyundai Heavy Industries (HHI) og har en nominel kapacitet på cirka 17.000 containere (TEU). De vil erstatte eksisterende kapacitet i Mærsk-flåden.
- Vores kunder ser til os for at dekarbonisere deres forsyningskæder, og disse seks skibe, der kan drives på grøn methanol, vil yderligere accelerere bestræbelserne om at tilbyde vores kunder klimaneutral transport. Global handling er nødvendig i dette årti for at opfylde Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til en temperaturstigning på 1,5 grader, siger Henriette Hallberg Thygesen, administrerende direktør for Fleet & Strategic Brands hos Mærsk.
Mærsk har sat et netto-nul-emissionsmål for 2040 på tværs af hele forretningen og har også sat mere kortsigtede mål for 2030 for at sikre fremskridt. Dette inkluderer en reduktion på 50 procent i emissioner per transporteret container i Maersk Ocean-flåden i forhold til 2020 og et princip om kun at bestille nybyggede skibe, der kan opereres på grønne brændstoffer.
Med ordren har Mærsk i alt bestilt 19 skibe med dual-fuel-motorer, der kan operere på grøn methanol.
- Grøn methanol er den bedste skalerbare grønne brændstofløsning i dette årti, og vi er glade for at se flere andre rederier vælge denne vej. Det tilføjer yderligere momentum til den hurtige skalering af tilgængelighed, der er nødvendig for at nedbringe prisen på grøn methanol og accelerere udviklingen af klimaneutral skibsfart, siger Palle Laursen, Chief Fleet & Technical Officer hos Mærsk.
De seks 17.000 TEU-skibe skal alle leveres i 2025 og skal sejle under dansk flag. De kommer alle som en del af Mærsks igangværende flådefornyelsesprogram, og deres kapacitet vil erstatte en lige stor mængde kapacitet, der er udtjent og forlader den Mærsk-styrede flåde. Når alle 19 skibe i bestilling er indsat og har erstattet ældre skibe, vil de generere årlige CO2-emissionsbesparelser på omkring 2,3 mio. tons, oplyser Mærsk.
Mærsk vil opretholde en flådekapacitet på maksimalt 4,3 mio. TEU som en kombination af Mærsk-administrerede og tidschartrede skibe.
/anga.