SDK Freja-moderselskab forstærker bestyrelsen
USTC (United Shipping & Trading Company), der blandt andre har logistikvirksomheden SDK Freja som datterselskab, tilføjer nye kræfter til bestyrelsen i form af Jeppe Christiansen, grundlægger og administrerende direktør i Maj Invest-gruppen.
Siden foråret 2022 har USTC foretaget væsentlige bestyrelsesændringer på tværs af USTC-gruppen og dens individuelle virksomheder. Ændringerne forventes at sætte skub i udviklingen af den danske familieejede koncern, hvor den netop udnævnte CGO (Chief Governance Officer) og medejer, Mia Østergaard Rechnitzer, står i spidsen for at styrke og diversificere bestyrelserne.
- Der er ingen tvivl om, at udvikling af vores virksomheders strategiske ledelse er nødvendig for at fortsætte vores ambitiøse kommercielle vækstmål; især i betragtning af de stigende krav til virksomhederne om at agere ansvarligt, passe på miljøet og prioritere ligestilling og mangfoldighed i arbejdsstyrken. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi kan tiltrække og tilføje den nødvendige ekspertise og kernekompetencer, hvor der er brug for dem i organisationen, siger Mia Østergaard Rechnitzer, CGO og medejer af USTC og tilføjer:
- Vi har etableret et stærkt fundament for koncernen, som giver os mulighed for at se fremad og sammensætte endnu flere branchespecifikke bestyrelser inden for vores virksomheder. Det gør vores bestyrelser i stand til at blive mere specialiserede og arbejde tættere på de enkelte virksomheders strategiske behov og udviklingsmuligheder samt opnå en mere ligelig kønssammensætning.
Grundlægger og bestyrelsesformand i USTC, Torben Østergaard-Nielsen, udtaler:
- Det er med stor stolthed, at den virksomhed, jeg har bygget op gennem en menneskealder, kan tiltrække så kompetente bestyrelsesmedlemmer som blandt andre Jeppe Christiansen. Det er inspirerende at arbejde med dygtige mennesker, som hver især har unik viden og indsigt til at bidrage til virksomhedernes fortsatte udvikling, siger Torben Østergaard-Nielsen.
Bestyrelsen i USTC består af formand Torben Østergaard-Nielsen, næstformænd Klaus Nyborg og Nina Østergaard-Borris, Mia Østergaard Rechnitzer, Peter Appel og Jeppe Christiansen.
Torben Janholt har efter mange år i USTC’s bestyrelse valgt at nedskalere sit bestyrelsesarbejde. Peter Korsholm forlader også bestyrelsen for at forfølge andre udfordringer.
- Torben Janholt og Peter Korsholm skal begge have en stor tak for deres værdifulde indsats og bidrag til udviklingen af USTC-koncernen. De har begge sat deres tydelige præg på USTC gennem deres mange år i vores bestyrelser, siger Torben Østergaard-Nielsen.
Morten Buchgreitz og Peter Frederiksen forlader også USTC's bestyrelse, mens de begge fortsætter i Bunker Holdings bestyrelse. Peter Frederiksen fortsætter også bestyrelsen i Uni-Tankers, ligesom Morten Buchgreitz er bestyrelsesmedlem i CM Biomass.
/anga.