23948sdkhjf

Mærsk forhøjer anden fase af aktietilbagekøb

Forhøjer det løbende aktietilbagekøbsprogram med 7,2 mia. kr. i kølvandet på halvårsrapport.

A.P. Møller – Mærsk A/S oplyser, at selskabet i kølvandet på offentliggørelsen af halvårsrapporten for 2022 nu forhøjer anden fase af aktietilbagekøbsprogrammet md 7,2 mia. kr. til 39,2 mia. kr.

5. maj 2021 meddelte Mærsk koncernen beslutningen om at iværksætte et aktietilbagekøbsprogram til en værdi af op til 32 mia. kr. til gennemførsel over en periode på to år.

Første fase, der blev påbegyndt 3. november 2021, blev afsluttet 27. april 2022. Markedsværdien af aktier købt i første fase udgjorde 8 mia. kr.

4. maj 2022 offentliggjorde selskabet påbegyndelsen af anden fase af tilbagekøbsprogrammet løbende fra 5. maj 2022 til 1. november 2022 til en samlet markedsværdi på 8 mia. kr. og maksimal erhvervelse af 150.000 A-aktier og 600.000 B-aktier.

I forbindelse med offentliggørelsen af halvårsrapporten den 3. august 2022 annoncerer Mærsk, at det løbende aktietilbagekøbsprogram vil blive forøget fra 32 mia. kr. til 39,3 mia. kr. Værdien af den anden fase, som skal gennemføres fra 5. maj 2022 til 1. november 2022, forøges dermed fra 8 mia. kr. til 11 mia. kr. og maksimal erhvervelse af 220.000 A-aktier og 880.000 B-aktier.

Ifølge Mærsk gennemføres tilbagekøbsprogrammet i overensstemmelse med EU Kommissionens forordning nr. 596/2014 af 16. april 2014 (MAR) og EU Kommissionens delegerede forordning 2016/1052 (”Safe Harbour Regulativet”) som sikrer, at selskabet, dets bestyrelse og Executive Board er beskyttet mod overtrædelse af insiderlovgivningen i aktietilbagekøbsperioden.

Aktietilbagekøbsprogrammet iværksættes i henhold til et mandat givet til bestyrelsen af generalforsamlingen i marts 2021, der bemyndigede selskabet til at erhverve egne aktier til en pålydende værdi, der ikke overstiger 15 procent af aktiekapitalen til markedskursen gældende på tidspunktet for erhvervelsen med en afvigelse på op til 10 procent.

Danske Bank A/S fortsætter som lead manager til anden fase af aktietilbagekøbet. Danske Bank vil uafhængigt af selskabet træffe beslutninger om aktiekøb og gennemføre disse inden for de aftalte grænser.

Formålet med tilbagekøbsprogrammet er en tilpasning af Mærsks kapitalstruktur gennem annullering af tilbagekøbte aktier samt afdækning af forpligtelser under langsigtede incitamentsprogrammer.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063