Leman investerer i intelligent batteriladning
Leman i Taulov har indsat 11 fabriksnye Linde-maskiner med Lithium-ION batterier. Ankomsten af de nye maskiner indvarsler samtidig en ny tid hos Leman, hvor terminalerne fremover skal operere med intelligente ladesystemer med fokus på grøn energi.
Hos Leman er den grønne omstilling et strategisk valg, hvor den globale logistikvirksomhed har igangsat mange initiativer, der understøtter miljømæssig bæredygtighed.
Derfor er terminalen i Taulov udstyret med energivenlig LED-belysning, en kommende lagerudvidelse er planlagt med solceller på taget og gradvist skal den samlede Leman-flåde med omkring 50 Linde-maskiner udskiftes med Lithium-ION drevne modeller.
-Vi opfatter Linde med Lithium-ION batterier og ladesystemet som et vigtigt led i vores grønne omstilling. Det nye set-up bidrager til at mindske CO2-udledningen, gør det muligt at udnytte kapaciteten og giver en langt mere fleksibel hverdag, hvor vi både sparer mandetimer og besvær med opladningen, fortæller Cross Dock Manager Johnny Bergmann fra Leman.
Det skriver leverandøren af de nye ladestationer N.C. Nielsen.
Det nye ladesystem hos Leman er resultatet af et større pilotprojekt. En intern arbejdsgruppe hos Leman, eksterne elektrikere og eksperter fra N.C. Nielsen har sammen udviklet et avanceret ladesystem, der kobler 11 stk. 200 ampere ladestationer og to stk. 330 ampere ladestationer (boostere) i et fælles ladesystem til overvågning og monitorering med detaljerede oplysninger på skærme.
Strømlinet opladning
Med ladesystemet har Leman strømlinet opladningen af de nye Lithium-ION batterier. De mange ladere på terminalen kommunikerer i et sammenhængende system, hvor opladningen hele tiden
er koordineret, så strømmen eksempelvis fordeles til de maskiner, der har størst behov – hvilket er afgørende for den samlede produktivitet ved de ugentlige spidsbelastninger.
- Vi har fået overblik over opladningen af flåden takket være et supergodt projektforløb med
N.C. Nielsen. Vi kan følge nøje med i ladesituationen og trække værdifulde informationer ud af systemet. Tilmed har vores medarbejdere ændret adfærd og sætter maskinerne til opladning i enhver tænkelig pause, fortæller Cross Dock Manager Johnny Bergmann fra Leman.
Klar plan
Hos Leman er planen klar: Alle terminaler skal med tiden have installeret intelligente lade-systemer på baggrund af erfaringerne fra Taulov-projektet. Det er nødvendigt for at have den påkrævede fleksibilitet og kunne omstille sig til det skiftende kørselsbehov på de travle Leman-terminaler, hvor Lithium-ION teknologien bidrager til at optimere energiforbruget.