- EU-afgørelse viser, at der er ugler i mosen
Europa-Kommissionen offentliggjorde onsdag sin afgørelse for statsstøtten til PostNord i 2020, og foreningen Stop Unfair Fragt finder, at der med al tydelighed er noget at komme efter i sagen om problematisk statsstøtte. Også selvom Europa-Kommissionen har oplyst, at to kapitaltilførsler foretaget af den danske stat til PostNord i 2020 og 2021 på samlet 224 mio. kr. er lovlig statsstøtte.
- Afgørelsen bekræfter os i, at der har været ugler i mosen i denne sag. Der har ikke været styr på kontrollen af pengestrømmene mellem PostNord og PostNord Logistics. PostNord får statsstøtte til at finansiere den befordringspligtige uddeling af breve, men den manglende kontrol betyder, at skattekroner er blevet brugt på et velfungerende privat marked. Det skaber unfair vilkår, siger Jens-Ole Larsen, talsmand for Foreningen Stop Unfair Fragt og ejer af Slagelse Transport Center.
I afgørelsen står, at Danmark har fundet det nødvendigt at styrke tilsynet med omkostningsfordelingen i PostNord, men for Jens-Ole Larsen er det svært at se, hvordan en øget kontrol i praksis vil løse udfordringerne med unfair vilkår på stykgodsmarkedet.
- Når PostNord og PostNord Logistics konkurrerer på et velfungerende privat marked og udkonkurrerer private vognmænd med skattekroner i ryggen, skal der mere til end et øget tilsyn. Den styrkede kontrol er nemlig i praksis svær at se, når virksomhederne blandt andet har en fælles infrastruktur. Skidt og kanel skal skilles helt ad, og derfor er der kun en ting at gøre: forbyd PostNord at køre med stykgods, så længe de har skattekroner i ryggen, fortsætter Jens-Ole Larsen.
Stop Unfair Fragt er en forening, der ønsker at sikre fair og lige konkurrence på stykgodsmarkedet. Foreningen kæmper mod unfair konkurrence på stykgodsmarkedet og for, at vilkårene bliver lige for alle og spillereglerne ens.
/anga.