Kommissionen godkender støtte til Post Danmark
Europa-Kommissionen har i henhold til EU's statsstøtteregler godkendt Danmarks kompensation til Post Danmark for befordringspligten i 2020.
Det skriver Europa-Kommissionen i en pressemeddelelse onsdag lidt over middag.
Den ledende næstformand i Europa-Kommissionen og konkurrencekommissær, danske Margrethe Vestager, udtaler:
- I dagens digitale verden erstattes almindelig post fortsat af digital kommunikation. Dette lægger pres på postvirksomhederne, som fortsat tilbyder en tjeneste, der er vigtig for borgerne. Dagens afgørelse bekræfter, at kompensationen til Post Danmark for varetagelse af befordringspligten er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler. Post Danmark vil fortsat kunne levere denne grundlæggende tjeneste i hele Danmark til ensartede priser for forbrugere og virksomheder uden at forvride konkurrencen unødigt, siger Margrethe Vestager.
Baggrund
I marts 2021 anmeldte Danmark sin plan om at kompensere Post Danmark for et maksimumbeløb på cirka 30 mio. (225 mio. kroner) for at opfylde befordringspligten i 2020 til Kommissionen. Anmeldelsen fulgte efter en klage, som en dansk sammenslutning, der repræsenterer virksomheder, der er aktive inden for vejtransport- og logistiksektoren, havde indgivet til Kommissionen, hvor man hævdede, at kompensationen til Post Danmark udgør statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked. I juli 2021 indledte Kommissionen en tilbundsgående undersøgelse, fordi den var i tvivl om, hvorvidt foranstaltningen var i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler. Kommissionen havde navnlig betænkeligheder med hensyn til Post Danmarks omkostningsfordeling mellem de befordringspligtige og ikke-befordringspligtige posttjenester og dermed for så vidt angår beregningen af nettoomkostningerne ved befordringspligten i Danmark på grundlag af denne omkostningsfordeling.
Efter at Danmark mere detaljeret havde redegjort for Post Danmarks omkostningsfordelingsmetode, fandt Kommissionen, at en sådan omkostningsfordeling er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte regnskabsprincipper samt med de relevante bestemmelser i rammebestemmelserne og postdirektivet. For at imødegå den kritik, som de berørte parter, herunder klageren, havde givet udtryk for, besluttede Danmark at indføre foranstaltninger til yderligere styrkelse af tilsynet med Post Danmarks omkostningsfordeling.
Danmark har lempet Nettoomkostningsberegningen for at tage hensyn til bemærkningerne fra de berørte parter. Kommissionen fandt, at den deraf følgende metode var robust og konservativ. Uanset denne lempelse konkluderede Kommissionen, at kompensationen til Post Danmark ikke overstiger public service-omkostningerne, og at Post Danmark derfor ikke overkompenseres.
På dette grundlag har Kommissionen altså nu godkendt den danske foranstaltning efter EU's Statsstøtteregler.
/anga.