Danske vognmænd ruller ind med Danmarks første metanol-lastbil
I år vil vognmandsorganisationens tema være grønt, og DTL har således Danmarks første metanol-lastbil stående på standen. Den står Circle K for, som også vil fortælle om sit bud på fremtidens brændstof.
Applus kan fortælle gæsterne alt om miljøsyn af tunge køretøjer samt brug af støj- og emissionsmåling som et konkurrenceparameter. Videre fortæller de om vedligeholdelse af bremser via udlæsning af bremsetest.
Hos If kan man få en snak om forsikring og hurtig skadebehandling. Og hos Tungvognsspecialisten ved de alt om blandt andet det nye arbejdstidsmodul i Tacho Online, hvor vognmanden kan holde styr på sin arbejdstidsdata. Man kan også få råd om arbejdstidsreglerne.
Oven i hatten vil der være hele to foredrag fra scenen ved Circle K og Applus om ovenstående emner.
For DTL er Transport Øst en rigtig god anledning til at møde medlemmerne og til at få en god snak med vognmændene om deres udfordringer.
- Og skulle der være nogen, som er interesseret i at blive medlem, så kan vi naturligvis også klare det på standen, siger Frank Davidsen, underdirektør i DTL.
Transport Øst finder sted 3.-4. september i Ventrupparken 12 i Greve. Åbningstiderne er lørdag 10-17 og søndag 10-15. Entre 50 kr., parkering er gratis. Se liste over alle udstillere på transportøst.dk.
/Lastbilmagasinet.