Infrastrukturudbygning under pres fra fjernvarmeudrulning
Danske trafikanter - herunder også de tunge i transport- og logistiksektoren har ikke bare udsigt til en kraftig stigning i antallet af vejarbejder, når der nu skrues voldsomt op for udbygningen af det danske fjernvarmenetværk.
Det vil også medføre øget kamp om arbejdskraften - ikke mindst i forhold til den planlagte udbygning af vejinfrastrukturen.
Det skriver VEJ-EU (Vejsektorens Efteruddannelse.
Hvad har fjernvarme og rekruttering af arbejdskraft med sikkerhed at gøre? Faktisk en hel del og på årets sikkerhedskonference knytter VEJ-EU tingene sammen med afsæt i det omfattende gravearbejde i vores gader og veje, som vi kommer til at opleve de kommende år.
- Sikkerhed er en disciplin i sig selv og handler om både sikkerhed for den enkelte, branchens renommé og samfundsansvar. Sikkerhed er også et must, hvis det skal lykkes at få fat i de medarbejdere, der er brug for, fortæller Eva Kartholm, der er sekretariatschef i VEJ-EU.
Ny i trafikken
Det bliver nemlig ikke business as usual, når udmøntningen af infrastrukturplanen skal dele plads på vejene med udbygningen af fjernvarmen.
- Der vil ikke blot blive rift om pladsen, men også om arbejdskraften. Vejen som sikker arbejdsplads bliver derfor vigtig i forhold til at gøre brancherne attraktive i kampen om arbejdskraften, siger Eva Kartholm og fortsætter:
- I vejbranchen har vi med certificerede og obligatoriske kurser gjort sikkerhed og fremkommelighed til krumtap om arbejdet ude på vejene, og vi tager nu også godt fat i planlægning, kravsstillelse, taktik og strategi.
Vejen som Arbejdsplads
Når udbygning af fjernvarmenettet vil sætte præg på vejene, bør forsyningssektorens medarbejdere naturligvis sikres på samme niveau som vejsektorens. Forsyningssektoren skal således se på deres rolle som opdragsgiver - altså hvordan deres vejarbejde kan planlægges, så det både giver et sikkert arbejdsmiljø og acceptabel fremkommelighed for trafikanterne.
Det er på den baggrund, at VEJ-EU nu sender en åben invitation til alle, som i de næste mange år skal lægge fjernvarmerør i store dele af Danmark. De vil få mulighed for at deltage i vejsektorens uddannelser om blandt andet sikkerhed - kendt under navnet Vejen som Arbejdsplads. /Smir