Tidligere ITD-boss vil i Folketinget
Jacob Christian Nielsen, tidligere direktør i brancheorganisationen ITD gennem seks år, vil i Folketinget.
Ifølge Jydske Vestkysten bliver han efter alt at dømme Venstres folketingskandidat i Aabenraa-kredsen. Det afgøres i midten af august.
Jacob Christian Nielsen er født og opvokset i Vejle, har en HD med speciale i regnskaber og skat, han har en MBA fra universitetet i Leicester og desuden gennemført en række lederkurser i Schweiz, Paris og Hongkong. Han er 49 år gammel, bor i Sønder Vilstrup syd for Haderslev, og han er dermed udpeget som afløser for den tidligere formand for LandboSyd Mogens Dall, der forgæves ved valget i 2019 forsøgte at blive medlem af Folketinget fra kredsen i Aabenraa.
I dag er han direktør for Erhvervshus Sydjylland med kontor i Vojens og sidder i tre bestyrelser: Han er næstformand i Sydbank, formand for brancheforeningen Camping og Outdoor Danmark og menigt bestyrelsesmedlem for Gråsten Landbrugsskole.
/anga.
Kilde: Jydske Vestkysten.