Hirtshals topper PtX og CCS-liste
Lokale og regionale projektmagere har et godt øje til de kommercielle muligheder, der er i den grønne omstilling. I de sidste par år er det især Power-to-X (hvor fossilfri el omdannes til brint eller andre former for flydede elektrofuels) og Carbon Capture and Storage (hvor CO2 indfanges ved kilden - eksempelvis et kraftvarmeværk - og opmagasineres i undergrunden i de gamle olie- og gasfelter i Nordsøen, der er på tegnebrættet mange steder i Danmark.
Men nu har Hirtshals fået en trumf på hånden i kampen om at tiltrække PtX og CSS-projekter.
Det er Evida, der driver det nationale gasdistributionsnetværk, der nu har kortlagt, hvor kommende CCS- og PtX-anlæg bedst placeres.
Rapporten konkluderer, at otte danske havnebyer er oplagte, fordi der allerede er udviklingsprojekter i gang, som vil betyde stort behov for infrastruktur til brint eller CO2. De otte havnebyer er i prioriteret rækkefølge Hirtshals, Hanstholm, Aalborg, Hobro, Skive, Trekantområdet, København og Esbjerg.
Det skriver Greenport North - der er et udviklingselskab, som Hirtshals Havn stiftede i september 2021 - i en pressemeddelelse.
I Hirtshals, hvor man arbejder med at optimere rammebetingelser og værditilbud på Hirtshals Havn gennem nye grønne energiløsninger, sektorkobling og cirkulær økonomi, er CEO Steen Hintze fra Greenport North meget begejstret:
- Det er lige det, der skal til. En national infrastruktur for brint og CO2 er en vigtig forudsætning for at gøre Hirtshals til et knudepunkt for produktion og forbrug af grøn brint til fremtidens brændstoffer gennem PtX. Såvel infrastrukturen til brint og CO2 som den grønne strøm fra vindmøller er afgørende for realisering af planerne om at gøre Hirtshals Havn til Europas grønneste havn, siger han.
EU-netværk
Hirtshals Havn er er en del af hovednettet i EU’s transeuropæiske transportnetværk, og der går årligt omkring 700.000 personbiler og 150.000 lastvognstrailere med gods gennem havnen.
- Omstillingen af den store trafikmængde til grønne brændstoffer vil ikke alene betyde et væsentligt bidrag til den nationale klimamålsætning. Ambitionen om produktion af metanol i størrelsesordenen 100 mio. liter om året vil også give en årlig omsætning på 5 mia. kr. i Hjørring Kommune, slutter Steen Hintze. /Smir