Fornuftigt at lade bødeblokken ligge lidt endnu
Myndighederne vil i yderligere tre måneder vejlede frem for at udstikke bøder, når de kontrollerer det mobile arbejdstidsdirektiv. Det fremgår af en vejledning fra Færdselsstyrelsen.
Beslutningen bliver mødt med ros fra arbejdsgiverforeningen ATL.
Den vejledende periode skulle oprindeligt slutte den 21. august. Herefter var det planen, at bødeblokken skulle tages i brug i forbindelse med overtrædelser. Men nu har myndighederne på opfordring af ATL besluttet at forlænge perioden.
- Det er både fornuftigt og helt nødvendigt at forlænge vejledningsperioden. Vi foreslog på et tidligt tidspunkt at have en længere perioderuden bøder. Der er jo tale om helt nye rammer for kontrol og et helt nyt bøderegime, som branchen skal have en reel mulighed for at forholde sig til, siger Lars William Wesch, direktør i ATL, i en pressemeddelelse på arbejdsgiverforeningens hjemmeside.
- Der vil helt sikkert opstå fortolkningsspørgsmål, som man med fordel kan få afklaret i den kommende tid. Derfor er det positivt, at man har lyttet til vores opfordring og forlænget perioden,siger han.
De nye regler om kontrol af det mobile arbejdstidsdirektiv trådte i kraft den 21. maj i år. /Smir